Tivoli får ny kommerciel direktør. Det bliver Niels Erik Folmann, der kommer fra en stilling som adm. direktør for Danske Licens Spil A/S, og tidligere har han stået i spidsen for flere førende danske reklamebureauer.
I den brede offentlighed er Niels Erik Folmann nok især kendt for sin tid som medvært for ”Kender du Typen” på DR.
Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch, er glad for sin nye kollega.
”Jeg er glad og stolt over, at vi er lykkedes med at få Niels på holdet. Niels er en dygtig og dedikeret leder med alsidig erfaring inden for marketing og digital forretningsudvikling. Niels har oveni et stort hjerte for Tivoli og ved, at traditioner og fornyelser går hånd i hånd hos os,” siger Susanne Mørch Koch i en pressemeddelelse fra Tivoli.
Tivoli får ny kommerciel direktør. Det bliver Niels Erik Folmann. Foto: af Carsten Snejbjerg
Selv siger Niels Erik Folmann, at han føler sig dybt privilegeret over snart at få Tivoli som sin daglige arbejdsplads.
”Jeg har været en ivrig og glad gæst i Tivoli i mange år. Jeg elsker simpelthen at komme i forlystelseshaven, og at dette bliver rammen om mit arbejdsliv glæder jeg mig meget til. Tivoli har med Covid-19 pandemien været igennem en meget hård tid, og jeg vil sammen med mine kommende dygtige kollegaer i Tivoli gøre alt hvad jeg kan for at bidrage til, at Tivoli hurtigst muligt kommer tilbage til fordums styrke - og gerne lidt til.”
Niels Erik Folmann erstatter Michala Svane, der har valgt at stoppe for at søge nye udfordringer, oplyser Tivoli.