Så kan der snart være nyt i din e-Boks
En regning på få kroner kan virke ligegyldig. Men når millioner af små gældsposter ligger og roder i systemet, bliver det pludselig til svimlende beløb.
Nu sætter skatte og vækstminister Jakob Engel Schmidt gang i en større oprydning hos Skatteforvaltningen.
Første skridt er, at Gældsstyrelsen afskriver omkring 6,3 millioner mindre gældsposter, som ikke kan inddrives på grund af blandt andet datafejl.
Samlet løber beløbet op i cirka 775 millioner kroner.
Det fortæller TV2.
Småbeløb bliver slettet
Ifølge Skatteministeriet handler størstedelen af posterne om småbeløb på under 100 kroner. I mange tilfælde ville det koste langt mere at forsøge at opkræve pengene, end staten reelt ville få ind.
Gældsstyrelsen har i flere år arbejdet på at rydde op i fejlramte gældsposter. Indtil nu har de største sager været prioriteret først.
Nu er turen kommet til de mange småbeløb, som fylder voldsomt i systemerne, men ofte har begrænset økonomisk værdi.
“Med den her øvelse får vi nu ryddet op i godt 70 procent af alle de fejlramte gældsposter og bruger i stedet kræfterne på at inddrive den gæld, som rent faktisk kan inddrives, og som giver penge i kassen.”
Borgere får besked
Ministeriet oplyser, at borgere, der får afskrevet gæld for mere end 200 kroner, vil modtage brev fra Gældsstyrelsen.
Jakob Engel Schmidt forventer, at aftalekredsen bakker op om beslutningen.
Oprydningen betyder dog ikke, at al skattegæld forsvinder. Ifølge ministeriet er der tale om fejlramte gældsposter, hvor inddrivelsen enten ikke kan gennemføres eller ikke giver økonomisk mening.
Målet er derfor at frigøre kræfter til de sager, hvor pengene faktisk kan hentes hjem til staten.