Region Sjælland har netop meldt ud, at de sender brev ud til 716.000 danskere, der er fyldt 15 år. Brevet vil være at finde i e-boks eller postkassen i dag og de kommende dage.
Fra den 1. oktober skal borgere i regionen kun taste fire cifre - når lægevagt, skadestue og psykiatrisk akutmodtagelse samles i ét fælles nummer, der er til at huske. De fire cifre er følgende: 1818.
Det er dog vigtigt at huske, at man fortsat skal ringe 1-1-2 ved akut livstruende situationer.
Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
"Jeg er glad for, at vi gør det endnu nemmere at komme i kontakt med sundhedsvæsenet, når man som borger har akut brug for hurtig hjælp ved sygdom og skade. Hidtil har der været seks forskellige numre, der kunne være svære at huske. Det forenkler vi nu, så man kun skal huske på telefonnummeret 1818 – fire cifre, der øger tilgængeligheden og gør det lettere for borgerne," siger regionsrådsformand Heino Knudsen.
Dermed erstatter og samler det nye nummer (1818 red.) de seks forskellige telefonnumre, der i dag er på akutområdet til lægevagten (herunder sundhedsrådgivningen), skadestuen og psykiatrisk akutmodtagelse.
Hvis borgere i regionen ringer til et af de seks numre, efter de er blevet til ét, er telefonsvaren sat op til at henvise til det nye nummer.
Overtager hele lægevagten
Overgangen til det nye akutnummer sker samtidigt med, at Region Sjælland overtager hele driften af lægevagten fra Praktiserende Lægers Organisation.
"Lægevagten er en helt afgørende del af vores sundhedsvæsen tæt på borgerne, og det er en spændende og vigtig opgave, som vi glæder os til at komme i gang med," siger Heino Knudsen og tilføjer:
"Både lægevagtens konsultationssteder, samt de udkørende lægevagtsbiler, er udstyret med nyt og moderne måleudstyr, der kan være med til at sikre, at vi hurtigere kan finde ud af, hvad borgerne fejler, så vi kan give den rette behandling."
Fakta
På 1818.dk kan man læse mere om de forskellige former for akuthjælp, der nu samles under 1818.
Brevet med besked om det nye fælles telefonnummer til akuthjælp sendes til de omkring 716.000 borgere i Region Sjælland, der er fyldt 15 år. Heraf modtager cirka 656.000 borgere brevet i e-Boks og cirka 60.000 borgere, der er fritaget for digital post, et fysisk brev.
Selvom nummeret til akuthjælp er nyt, er åbningstiderne for lægevagt (herunder sundhedsrådgivningen), skadestue og psykiatrisk akutmodtagelse de samme som i dag.
I april besluttede et enstemmigt regionsråd på baggrund af en borgerundersøgelse, at 1818 skal være det nye fælles nummer til akutområdet i Region Sjælland.