Helmuth Bar & Kitchen, der er placeret på Boulevarden i Aalborg, indfører nu en midlertidig aldersgrænse for en tid. Det sker efter, at regeringen har valgt at lukke Jomfru Ane Gade indtil 16. juni.
Aalborg oplever netop nu stigende smittetal og Styrelsen for Patientsikkerhed mener at kunne spore en del af dette til netop den berømte festgade, derfor blev det onsdag i denne uge bestemt, at gaden lukkes ned for en tid.
Efter den beslutning blev truffet, fik personalet på Helmuth Bar & Kitchen pludseligt travlt. Det fortæller de i et opslag på Facebook, hvor de også forklarer baggrunden for, at der nu indføres aldersgrænse.
Mærker stor interesse
"Vi ønsker at gøre, hvad vi kan for at dømme op for smittespredningen, og vi oplever lige nu ekstra stor interesse fra det yngre publikum, der ønsker at flytte deres fest ned til os," skriver Helmuth Bar & Kitchen på Facebook, inden de fortsætter:
"Derfor indfører vi fra på fredag en midlertidig aldersgrænse på 21 år for alle, der ønsker at besøge os fredag og lørdag aften, så længe Jomfru Ane Gade er lukket ned. Aldersgrænsen gælder også for de gæster, der booker bord til spisning," understreger bar- og spisestedet.
"Vi håber på jeres forståelse, og vi beklager de gener, det vil medføre for de gæster, der allerede har booket bord."