En 85-årig mand har natten til torsdag mistet sit liv i en tragisk ulykke. Familien til den afdøde er blevet underrettet.
Det sker ikke tit, at Bjørnø, som er en lille ø syd for Faaborg, er centrum for det store.
Med et areal på blot 1,5 kvadratkilometer, er det nemlig en af de mindste øer i det Sydfynske Øhav. Og der bor også kun omtrent 35 personer på den lille ø.
Desværre måtte brandvæsen og Fyns Politi rykke ud til en bygningsbrand på øen natten til torsdag.
Her kunne man konstatere, at der ikke blot var tale om en bygningsbrand, men også et dødsfald. En 85-årig mand mistede nemlig livet i branden.
Det oplyser Fyns Politi i et opslag på Twitter.
På det sociale medie skriver de også, at øens beboere 'gjorde en brav indsats' for at redde den ældre mand, men desværre lykkedes det ikke at få ham ud af den brandende bygning i tide.
"Kl. 01.27 indgik en anmeldelse om bygningsbrand på Bjørnø. Selvom øens beboere gjorde en brav indsats, lykkedes det desværre ikke at redde den 85-årig mandlige beboer ud i tide. Han blev erklæret død kl. 02.19," skriver Fyns Politi på Twitter.
Det vides endnu ikke, hvad der har fået branden til at opstå, men Fyns Politi har en formodning om, at den opstod omkring et fyrrum i den bygning, der natten til torsdag brød i brand.
Da man ikke er bekendt med de nærmere omstændigheder for branden, bliver det fortsat betragtet og behandlet som 'en tragisk ulykke', lyder det.
Fyns Politi oplyser også på Twitter, at man endnu ikke er færdig med sagen, da man i løbet af torsdagen vil foretage yderligere undersøgelser.
"Branden formodes opstået omkring et fyrrum. Vi vil i løbet af torsdagen foretage yderligere undersøgelser på stedet. Sagen behandles foreløbig som en tragisk ulykke. Familien til den afdøde er underrettet. Vi har foreløbig ikke yderligere," lyder det.
Det fremgår også, at brandvæsnet tidligt torsdag morgen fortsat var til stede for at foretage efterslukning.