Netop i dag er en æra i kronprins Frederiks liv slut. Det fortæller kronprinsen selv i et opslag på Kongehusets profil på det sociale medie Instagram.
"I disse tidlige morgentimer deltager jeg i min sidste generalforsamling som aktivt medlem af IOC," skriver kronprins Frederik på Instagram - inden han tilføjer:
"Dermed er et betydningsfuldt kapitel i mit liv snart overstået."
Kronprinsen blev medlem af IOC - den internationale Olympisk komité - i 2009, men nu er det altså slut. Det skulle egentligt være sket under et besøg til Japan, hvor kronprinsen skulle have overværet OL, der starter på fredag i Tokyo. Tidligere på ugen kunne Kongehuset dog fortælle, at den tur ikke bliver til noget, da kronprinsen lige pt er 'nær kontakt' til en person, der er smittet med COVID-19.
"Selvom jeg desværre ikke har mulighed for at være fysisk tilstede i Tokyo, tænker jeg tilbage på en spændende og lærerig periode med mange store oplevelser. "
Lagt i kakkelovnen
At han er forhindret i at være tilstede i Japan sætter dog ikke en stopper for kronprinsens planer om at følge de danske sportsfolks præstationer.
"De kommende uger ser jeg frem til, på afstand, at følge de danske atleters præstationer."
Frederik understreger, at han håber OL vil være den begivenhed, der kroner en ellers flot dansk sommer ved internationale sportsbegivenheder.
"Med et nyligt overstået fantastisk fodbold-EM og en dugfrisk andenplads til Vingegaard i Touren er der varmet godt op til nye store sportslige præstationer ved et spændende OL"
"Lad os fortsætte den gode stime, og hive godt med metal hjem til Danmark," skriver Frederik afslutningsvis, inden han tilføjer tre emojis, der forestiller medaljer.