Dagli’Brugsen Kvik i Holeby har besluttet at lukke butikken. Den triste besked kunne butikkens kunder læse på et opslag tirsdag.
Af opslaget fremgår det, at Sakskøbing Brugsforening, som Brugsen i Holeby hører under, ikke har råd til at blive i troen på, at butikken kan blive en "god sund forretning", og at man derfor ser sig nødsaget til at lukke butikken i Holeby.
Det skriver Folketidende.
De kunder, der følger butikken på Facebook, fik også en besked magen til:
"I går d. 27/12-22 fik alle os medarbejdere i butikken, besked om at der er truffet beslutning, omkring lukning af butikken. Dette var og er en nyhed som vi lige skulle bruge lidt tid at bearbejde, inden lysten og viljen til at give nyheden videre var tilstede," skriver de i et Facebook-opslag og fortsætter:
"Vi har alle modtaget vores opsigelse, men ikke endnu en endelig lukningsdato for butikken. Dette sammen med en masse andre spørgsmål, der stadig mangler svar på hos os medarbejdere, vil kun bestyrelse formanden og direktøren for Sakskøbing brugsforening kunne svare på."
Afslutningsvist skriver Team Holeby, at de håber på, at deres kunder vil hjælpe og bakke medarbejderne i butikken op i denne tid.