Kunderne har talt, og der er ikke ligefrem gode nyheder til Danske Bank.
En ny undersøgelse fra Voxmeter viser, at Danske Banks ledelse af kunderne bliver vurderet til at være den mindst professionelle af slagsen blandt landets største banker.
Sådan skriver Ekstra Bladet via Jyllands-Posten Erhverv.
Grunden til at banken bliver rangeret dårligst i denne undersøgelse skyldes flere sager.
Danske Bank har nemlig haft en hvidvask-skandale i filialen i Estland, og de har på ulovlig vis inddrevet gæld fra svage kunder.
Derudover menes det, at banken har solgt nogle 'tvivlsomme' investeringsprodukter, skriver Ekstra Bladet.
Til trods for at kundernes respekt for banken vokser en smule, så er de stadig at finde på sidstepladsen i undersøgelsen.
“En banks generelle image påvirker selvfølgelig kundernes vurdering af ledelsen, som jo har ansvaret for bankens udvikling. Carsten Egeriis (Danske Banks adm. direktør, red.) kan dog glæde sig over, at kundernes vurdering af ledelsen er gået støt op, siden han tiltrådte og satte et helt nyt ledelseshold”, udtaler Christian Sejr, der er administrerende direktør i Voxmeter, til Jyllands-Posten Erhverv.
Steen Hildebrandt, der er professor emeritus og adjungeret professor i ledelse ved Aalborg Universitet, udtaler, at selv en ‘sovende’ bestyrelse burde have opdaget, hvad der skete i Estland, hvor der blev hvidvasket en masse penge.
Danske Bank har ifølge Ekstra Bladet ikke ønsket at kommentere på undersøgelsen.