For omtrent tre måneders tid siden var der godt nyt til hele 800.000 danskere, der kunne klappe i hænderne over at få gratis nettarif resten af året.
Det var netselskabet N1, der forsyner store dele af Jylland med strøm, fjernede nettariffen fra 1. august og året ud. Det betyder, at elforbrugerne i perioden sparer over 1 milliard kroner resten af året.
Nu har piben dog fået en helt anden lyd, da det ser ud til, at det fra nytåret bliver dyrere at være elforbruger for samtlige danskere.
Det skriver SE og HØR via Energinet, der oplyser det i en meddelelse på deres hjemmeside.
Det er de såkaldte elforbrugstariffer, der stiger med 1,3 øre. Det betyder, at de i 2024 vil koste 12,5 øre per kilowatt-time.
Tallet kan være svært at forholde sig til, men for en gennemsnitlig familie, der bor i et parcelhus, betyder det, at de skal finde 232 kroner plus moms ekstra hvert år.
Bor man i et hus med varmepumpe og elbil, så skal man finde 336 kroner ekstra på årlig basis eksklusiv moms.
De mindre virksomheder skal betale omtrent det tidobbelte, da de fleste af dem vil opleve en stigning på 3430 kroner.
Årsagen er stigende udgifter til at drive og udbygge elnettet.