Mette Frederiksens popularitet er faldet markant på det seneste.
En ny måling fra Epinion for Altinget og DR afslører, at hun nu er den mindst populære minister i SVM-regeringen, med en score på minus 18 procent.
Kasper Møller Hansen, der er professor og valgforsker ved Københavns Universitet, reflekterer over, hvordan det er gået op og ned for statsministeren:
"Coronatiden var en speciel tid. Der blev vi alle sammen så at sige socialdemokrater overnight for at støtte op om den her ydre fjende. Der lukrerede hun enormt meget på, at vi alle støttede op om kampen mod corona. Der var tale om en ‘rally around the flag’-effekt. Den effekt er fuldstændigt forsvundet i dag," fortæller han til B.T.
Tilbage i slutningen af 2022, da SVM-regeringen blev dannet, havde Mette Frederiksen en popularitetsscore på 11 procent, men den er altså nu styrtdykket.
Faldet i popularitet kommer i kølvandet på, at regeringen står over for flere udfordringer, herunder Nordic Waste-skandalen. Kasper Møller Hansen giver indsigt i de udfordringer, der har påvirket statsministerens image:
"Siden folketingsvalget i 2022 er der blevet skabt en regering, hvor hun sidder for bordenden. Det er en regering, som har tabt meget opbakning hurtigt. Sammenlignet med alle andre regeringer i danmarkshistorien, så har den nuværende tabt mere og hurtigere end nogen anden. Det er en regering, som virkelig er kommet i unåde hos danskerne (...) Det er en regering, som har haft en masse, masse svære sager. Der er en, der sidder for bordenden i alt det her, og det er Mette Frederiksen. Det med at være regeringsleder, det koster bare. Man taler om en nedslidningseffekt ved at sidde for bordenden, og den effekt har hun altså oplevet til fulde siden sidste folketingsvalg."
Du kan se hvordan de forskellige SVM-ministre er rangeret i den seneste måling her.
Foto: Altinget