I dag, lørdag, vil mild og fugtig luft fortsat strømme inde over landet fra sydvest og med den følger igen skyet og mange steder diset vejr.
Temperaturen vil ligge på beskedne 2 til 6 grader, men for januar måned er det dog over normalen.
Bliver søndag weekendens lyspunkt?
I flere dage har meteorologerne lagt op til, at søndag blive weekendens lyspunkt, hvad angår sol, men lørdag morgen holder man vejret på DMI - for det hele kan ende med en gevaldig vejr-fuser.
De seneste vejrprognoser antyder nemlig at vintersolen, især mod nord og øst, stedvis kan få kamp til stregen i form af tåge og lavt skydække.
Søndagens lyspunkt kan således ende i en omgang grå vejr-suppe.
Mulighed for snebyger
Uge 4, som starter den 20. januar, begynder efter alt at dømme med et højtryksryg, der giver plads til solen.
Dog vil den lovende start hurtigt blive afbrudt af et lavtryk, som tager turen hen over Nordskandinavien, og som ventes at sende skyer og tiltagende vind ind over landet.
Der kan desuden komme en smule regn i perioden.
I takt med at lavtrykket trækker forbi, peger prognoserne på, at et nyt højtryk vil nærme sig fra vest og dominere vejrbilledet i ugens anden halvdel.
Det vil sandsynligvis medføre koldere temperaturer og mere tørt vejr med plads til solen. Skulle højtrykket rykke sig endnu længere mod nordøst, kan kold luft fra øst nå Danmark og udløse snebyger.