Det viser sig igen og igen, at det er blevet markant dyrere at leve gennem de seneste år.
Priserne på stort set alt er steget, og det påvirker et hav af danske husstande, som nu kæmper for at få enderne til at hænge sammen økonomisk.
Indtil videre har produkter som smør, brændstof til bilen og olivenolie været i fokus, men det viser sig nu, at en helt normal hverdagsspise også er steget med næsten 30 procent i pris gennem det seneste år.
Når de danske landmænd sælger deres spisekartofler til engrosvirksomhederne, er tallet på deres prisskilt blevet 70 procent højere, hvis vi ser på de nyeste tal fra juni 2024 i forhold til juni 2023.
I juni måned lå prisen per 100 kg spisekartofler på 716 kroner mod 589 kroner per 100 kg måneden før. Hvis vi går et år tilbage, kostede samme mængde spisekartofler 421 kronrer.
Sådan skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.
Kigger vi på tallene på kartofler i Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks fra juni 2023 til juni 2024 er stigningen på 28,7 procent i landets supermarkeder.
Kartofler i forbrugerprisindekset kan både være danske og udenlandske kartofler.
”Hvert år stiger landmænds priser på kartofler om sommeren - typisk fra maj måned, hvilket skyldes de relativt dyre, nye kartofler,” siger Simone Thun, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik, og fortsætter:
"Efter sommeren plejer priserne at vende tilbage til et niveau under 200 kroner per 100 kg, men efter en prisstigning i foråret 2022 ligger kartoffelprisen fortsat over 200 kroner. I år har det våde forår betydet en mindre produktion og dermed færre danske kartofler, og det har måske været en medvirkende faktor til prisstigningen på kartoflerne."
Forbrugsundersøgelsen fra Danmarks Statistik viser, at en husstand i løbende priser i gennemsnit brugte 603 kroner på kartofler og kartoffelprodukter og 634 kroner på chips med videre i 2022.