I kølvandet på inflation og krig i Ukraine har Danmark oplevet voldsomme prisstigninger på rigtig mange områder.
Men det går ikke kun ud over de danske husholdninger, det går nemlig også ud over mange virksomheder.
HOFOR, der leverer fjernvarme, varmt vand og strøm til hovedstadsområdet, er blandt dem, der har lidt under ovenstående kriser.
Det skriver Ekstra Bladet.
Da de derfor ikke tjener mange penge på strømmen, hæver de nu prisen på fjernvarme:
“Desværre har priser, inflation og indtægter fra el-produktion ikke udviklet sig, som markederne forventede det her i foråret. Derfor er vi nødt til at justere prisen på fjernvarme op fra september, lyder det fra Gorm K. Elikofer, der er direktør i HOFOR.
Ifølge ham skal ejerne af en 130-kvadratmeters villa finde omtrent 1400 kroner ekstra hvert år, hvor de, der bor i en 80-kvadratmeters lejlighed, skal finde 608 kroner ekstra om året.
Priserne på fjernvarme går op og ned, og i 2021 kostede en mWh 654,94 kroner, men nu passerer prisen 700 kroner.
Ifølge Gorm K. Elikofer skyldes det udelukkende den nuværende verdenssituation, hvorfor de også vil sænke prisen igen, såfremt tingene ændrer sig:
“Hvis tingene ændrer sig, så der er grundlag for at sætte priserne ned igen, så gør vi naturligvis også det – ligesom vi gjorde med bygaspriserne i marts 2023”, forklarer han.