Heineken, verdens næststørste bryggeri, har advaret om, at det vil hæve prisen på sine øl. Dette på baggrund af inflationens indvirkning. Det skriver BBC.
Firmaet, der også sælger mærker som Strongbow-cider, Amstel og Europas bedst sælgende pilsner, Heineken, skyder skylden på skyhøje ingrediens- og energiomkostninger.
Det kommer efter, at grundlæggeren af Cobra-øl også udtalte, at dets priser vil stige på grund af 'ondskabsfuldt' omkostningspres.
Ingen af firmaerne har endnu offentliggjort, hvor meget deres priser vil stige.
"Denne form for prisstigninger og inflation, tror jeg, vi ikke har set i en hel generation," udtalte den administrerende direktør Dolf van den Brink.
Han tilføjede, at stigningen kunne medføre et ‘blødere ølforbrug’, da forbrugerne tvinges til at tøjle sine udgifter på grund af høje leveomkostninger.
Heineken har meldt ud, at dets inputomkostninger nu ser ud til at stige med et sted mellem 13-19% på grund af, at prisen på byg er fordoblet sammenlignet med for et år siden, og aluminiumpriserne stiger med omkring 50%.
Huw Dixon, professor i økonomi ved Cardiff University og National Institute of Economic and Social Research, satte spørgsmålstegn ved bryggeriernes beslutning om at hæve priserne.
"Heinekens stærke salg synes at indikere, at deres fortjenstmargener ikke bliver presset, selvom der kan være visse omkostninger, der stiger," sagde han til brittiske BBC.
Ydermere er transport- og energiomkostningerne for Heineken også steget.