Trods vejrudsigten: Danskerne drømmer om hvid jul

Af: Thea Andersen

|

16/12/2022

Nyheder
Foto: Privat
Foto: Privat
Eksperterne er stærkt tvivlende, men den almindelige dansker tror tilsyneladende stadig på en landsdækkende hvid jul. Hos Danske Spil kan man både spille på hvid jul og det modsatte: Og den hvide jul løber med 75% af alle indskud på spillet.

Lige nu læser andre også

Det lyder næsten som en klassisk julesang: Danskerne drømmer om en hvid jul, ligesom i de gode gamle dage – og de er ikke kede af at oddse på det, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

I hvert fald er 75 % af alle indskud på Danske Spils hvid jul eller ej-spil sat på den festlige og hyggelig mulighed, hvor sneen dækker hele landet til jul. Den optimisme matcher dog ikke helt realiteterne, hvis man spørger de sande eksperter.

TV2-vejrets særlige hvid jul-barometer peger i hvert fald lige nu på omkring 10 procents chance for en hvid jul.

”Det er faktisk slet ikke overraskende. Selv om hvid jul efterhånden er et sjældent fænomen herhjemme, så viser vores data, at danskerne traditionelt altid spiller klart mest på, at sneen daler og dækker landet den 24. december,” forklarer oddsætter hos Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen.

Selv om sneen måske i skrivende stund faktisk ligger der og ser kold og dejlig ud, så er der noget, der tyder på, at den er væk igen inden jul. For som Shu-bi-dua synger i en lidt yngre sang, så har meteorologerne lovet, at vi nu får bedre vejr, og dermed er udsigterne til en landsdækkende hvid jul ikke så gode.

Danske Spils hvid jul-spil lukker for indskud fredag aften ved midnat. Og bare lige for en god ordens skyld:

Mere end 90% af Danmark skal være dækket af en halv centimeter sne den 24. december om eftermiddagen, for at der er tale om hvid jul, ifølge DMI – og Danske Spil.

Anbefalet til dig