I Danmark vil man kunne risikere, at en hel række elbiler bliver markant dyrere.
Det meldes nu af en eksperter som følge af et nyt tiltag fra EU, som siden oktober har undersøgt omfanget af den statsstøtte, som kinesiske elbilproducenter modtager.
Til trods for endnu ikke at have rundet undersøgelsen af, mener EU-kommissionen, at man allerede nu har fundet tilstrækkelige beviser for, at kinesisk producerede elbiler modtager støtte fra staten.
Derfor skal al import af elbiler produceret i Kina med øjeblikkelig virkning nu registreres, forlyder det.
B.T. har i den forbindelse været i kontakt med analytiker hos Danske Bank, Rune Thyge Johansen, som vurder, at EU-kommissionen senere i år vil hæve toldsatsen på kinesisk producerede elbiler op fra de nuværende 10 procent.
Han vurderer videre, at toldsatsen kan blive forhøjet til mellem 20 og 25 procent – muligvis med tilbagevirkende kraft fra og med tirsdag i denne uge.
"Hvis der i morgen sejler et skib med kinesiske elbiler i havn i EU, og disse sælges i Danmark om nogle måneder, kan de altså med tilbagevirkende kraft pålægges højere told," siger han til B.T.
Han forklarer desuden, at EU har konstateret, at importen af elbiler fra Kina er stigende.
"Man er bange for, at det vil fortsætte, så vi i 2025 kommer til at se, at 15 procent af elbiler solgt i EU vil være importeret fra Kina," siger Rune Thyge Johansen.
Han vurderer, at det kan betyde prisstigninger på kinesisk producerede elbiler. De biler, der i dag koster 250.000 kroner, vil stige med mellem 10.000 og 30.000 kroner.
Adskillige amerikanske og europæiske bilproducenter – heriblandt altså Tesla og Volvo – producerer en del af deres biler i Kina i øjeblikket, og de vil også være omfattet af nye toldregler.
I Dansk Industri understreger branchedirektør for bilbranchen Thomas Møller Sørensen, at importører og forhandlere har levet med usikkerheden omkring en mulig toldforhøjelse i månedsvis.
Men han håber på medlemmernes vegne, at perioden frem til den endelige afklaring nu kan blive så kort som muligt.