Meget tyder på, at de danske partier er i fuld gang med at gøre sig klar til et kommende folketingsvalg.
Meldingen fra Lasertryk, som er Danmarks største trykkeri, er i hvert fald klar. Her har de nemlig fuld gang i maskinerne, da der bliver trykt både valgplakater, flyers og foldere. Det skriver Ritzau.
For det meste er det bestillinger på valgplakater, der tikker ind i første omgang. Det er som regel først på et senere tidspunkt i processen, at der begynder at komme bestillinger på flyers.
"Der er rigtig travlt med valgplakater. De ligger som regel designmæssigt klar, så det kan man godt skyde afsted tidligere," fortæller Lasse Mortensen, som er ansvarlig for kundeservice hos Lasertryk, ifølge Ritzau.
Han slår dog fast, at de også er begyndt at få bestillinger på andre produkter, hvilket omfatter både foldere, flyers og merchandise.
Ganske vist har Mette Frederiksen god tid til at udskrive valg, da det næste folketingsvalg senest skal afholdes den 4. juni næste år. Meget tyder dog på, at det kan blive før.
Hvad der kan have lagt pres på statsminister Mette Frederiksen er, at støttepartiet De Radikale i starten af juli kom med en meget klar trussel.
Her blev det nemlig gjort klart for Mette Frederiksen, at de ville udtrykke mistillid til regeringen i forbindelse med Folketingets åbning i oktober, såfremt der ikke er blevet udskrevet nyvalg inden da.
Det var en trussel, der blev fremsat af De Radikale med afsæt i den hårde kritik, som både Mette Frederiksen, men også flere andre ministre og embedsmænd, fik af Minkkommissionen i deres rapport, som blev delt med offentligheden i slutningen af juni.