De tusindvis af mobilkunder hos det tidligere Alka Mobil skal til at vænne sig til, at Call me er rykket ind i toppen af deres mobildisplay.
Efter Call me købte Alka Mobil i april tidligere i år, er tiden nemlig kommet til at de tidligere Alka-kunder, bliver en del af Norlys’ lavpris-mobilselskab Call me.
Dermed runder Call me nu mere end 350.000 kunder.
Norlys har tidligere meldt ud, at Telia Danmark i løbet af 2025 kommer til at skifte navn til Norlys, men Call me fortsætter som et selvstændigt brand hos energi- og telekoncernen.
- Vi relancerede Call me i 2023 med fokus på at styrke de gode forbindelser mellem mennesker, og at vi nu har mere end 350.000 kunder er et bevis på, at vi står med et af de allerstærkeste brands i det her kundesegment. Det momentum kommer vi til at bygge videre på og cementere yderligere, siger Eva Lundgren, der er brand- og marketingdirektør i Norlys.
De nye Call me-kunder fortsætter på samme vilkår, som de kender, og beholder naturligvis også deres telefonnumre, ligesom de fortsat vil benytte Telia Danmarks landsdækkende mobilnetværk, der fornyeligt er kåret som Danmarks bedste netværk af den uafhængige analysevirksomhed Umlaut.
Ved skiftet til Call me har alle kunder desuden fået mere EU-data med i deres pakke, ligesom de får adgang til det fulde produktsortiment hos Call me, der også omfatter smartphones, mobiltilbehør, 5G-internet og udvalgte underholdningstilbud.