Han havde ikke specielt meget held i sprøjten, da han sidste år medvirkede i ”Landmand søger kærlighed”.
Selv om han ikke formåede at finde kærligeden i TV 2-formatet, fandt han den i Norge, hvor han faldt for norske Amalie, som han friede til i november og blev gift med på Bali i januar.
Desværre blev det et kort ægteskab. Men heldet synes siden at være vendt for 34-årige Anders Thimm.
Ishockeyspilleren kan nemlig nu bekræfte, at han bliver landstræner for det danske landshold i kørestolsfloorball, bedre kendt som Powerchair Floorball.
Han skal dermed se om han kan videreføre sidste års succes, hvor holdet formåede at vinde guld ved VM.
Det var under hans medvirken i ”Landmand søger kærlighed”, 34-årige Anders Thimm flyttede til Norge for at spille ishockey for 2. divisionsklub KIK Lions i Kristiansand.
Her spiller han stadig og jobbet som landstræner skal dermed eksekveres ved siden af tjansen som sportsudøver.
Dermed skal der udfyldes to krævende jobs, der fylder så meget i kalenderen, at han næsten ikke har tid til at se sin datter, fortæller han til SE og HØR.
Han kan i samme ombæring fortælle, at man derfor heller ikke skal regne med at se ham i fjernsynet i det næste lange stykke tid. Eller det skulle da lige være hvis TV 3 gav ham et kald.
"Skulle jeg være med i mere tv, så skulle det nok være ”Robinson Ekspeditionen”. De er meget velkomne til at kontakte en rigtig ”Robinson”-vinder," kommer det kækt fra Anders Thimm til SE og HØR.
Anders har fået en etårs kontrakt med Kristiansand IK for den kommende 2023/2024-sæson, der begynder til efteråret.
Anders Thimm er stadig single, men tilføjer, at han færdig med dating-tv.