Zainab på 24 år, der studerer til socialrådgiver og har et deltidsjob ved siden af, oplever, at det er svært for hende at finde et studierelevant job.
Det samme gør Haryad på 18 år. Han finder det noget nær umuligt at lande en læreplads som elektriker. Og det har han brug for, hvis han skal færdiggøre sin uddannelse.
Det skriver TV 2 Danmark i en pressemeddelelse.
I en ny dokumentar, RacismeEksperimentet, søger TV 2 Echo job og lærepladser for Zainab og Haryad. Udover deres ansøgninger sender TV 2 Echo enslydende ansøgninger, men hvor Zainab og Haryads navne skiftes ud med Sara og Victor – og hvor der indsættes billeder af etnisk danske journalister fra redaktionen.
Eksperimentets resultatet er, at Zainab bliver kaldt til én samtale, mens Haryad ikke bliver indkaldt til nogen. Fire gange bliver Sara kaldt til samtale, og Victor bliver kaldt til tre samtaler.
Forskelsbehandling på flere områder
Ovenstående er ét af de eksperimenter TV 2 Echo laver i dokumentaren RacismeEksperimentet, hvor de sammen med fire danskere med minoritetsbaggrund undersøger og viser forskelsbehandling både på jobmarkedet, i nattelivet og på sociale medier.
Dokumentaren bygger blandt andet på en netop udgivet rapport fra Institut for Menneskerettigheder, der viser minoritetsdanskeres oplevelser med racisme og diskrimination i Danmark på flere områder. Undersøgelsen viser blandt andet, at 84 procent af alle minoritetsetniske danskere det seneste år har oplevet at blive udsat for diskrimination og fordomme og oplever, at det er sket på baggrund af deres etnicitet.
"I en kombination af eksisterende forskning, journalistiske eksperimenter og involvering af fire forskere inden for feltet kaster vi lys på et strukturelt problem med racisme og diskrimination, som går hårdt ud over dem, der udsættes for det. Vi håber, at dokumentaren kan åbne op for en dialog om et emne, som normalt er meget svært at tale om", siger Ditte Viola Villumsen, der er redaktionschef på TV 2 Echo.
Dokumentaren kan ses på TV 2 Echo og TV 2 Play den 27. november.