Unges mistrivsel, klima og skærmforbrug var tre af de temaer, der fyldte blandt de indsendte nytårstaler fra danske børn sidste år.
Det var 13-årige Maria Højsgaard-Lauridsen fra Aalborg, der blev udvalgt til at få sin tale vist lige inden statsministerens nytårstale den 1. januar 2024. Hun havde en appel til voksne om at lytte mere til børn.
"Jeg går tit rundt med en følelse af, at voksne lader som om, de lytter til børn. Men i virkeligheden tager de os ikke alvorligt," sagde hun i sin tale.
Nu vender Børnenes Nytårstale tilbage og giver netop ordet til børnene. Alle børn under 18 år kan nu indsende deres bud på årets nytårstale til og med 20. november.
Én tale bliver udvalgt til at blive sendt på TV 2 lige inden statsministerens nytårstale 1. januar, mens yderligere fem taler kan ses på TV 2 Play mellem jul og nytår.
Sådan skriver TV 2 Danmark i en pressemeddelelse.
Børn skal være en del af den demokratiske samtale
Bag Børnenes Nytårstale står TV 2 og UNICEF Danmark, der med initiativet ønsker at styrke børns stemmer i den offentlige debat – og deres deltagelse i den demokratiske samtale.
"På TV 2 vil vi engagere danskerne i den demokratiske samtale. Selvfølgelig også børnene. Derfor er jeg meget glad for, at vi endnu en gang giver den største megafon, vi kan finde, til netop børnene, så vi kan høre, hvad det er, de – vores fremtid – tænker over," siger programdirektør på TV 2, Dorthe Thirstrup.
"Rigtig mange børn og unge har en holdning til, hvilken retning Danmark og verden skal bevæge sig i. Men samtidig oplever de, at deres meninger ikke har værdi. Det viser undersøgelser, og det var også en af hovedpointerne i sidste år nytårstale, hvor Maria Højsgaard-Lauridsen sagde, at voksne i virkeligheden ikke lytter til børn. Derfor er vi i UNICEF Danmark stolte af igen i år at kunne tilbyde så fremtrædende en talerstol for børn i Danmark," siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.
UNICEF Danmark har udviklet undervisningsmaterialer til mellemtrin og udskoling, der klæder børn og unge på til at tage ordet og holde en tale.