TV 2 melder ud: Her er den nye 'X Factor'-vært

Nyheder
Foto: Henrik R Petersen/Petersen, Henrik R./Ritzau Scanpix
Foto: Henrik R Petersen/Petersen, Henrik R./Ritzau Scanpix
TV 2 har nu bekræftet, hvem der overtager for Sofie Linde.

Lige nu læser andre også

Maria Fantino er kendt som en del af værtsduoen bag den populære podcast 'Curlingklubben'.

Her har den 28-årige vært siden 2018 været med til at levere public service til særligt den unge målgruppe. Senest har Maria Fantino været en del af lørdagsunderholdningsprogrammet 'Fantino mod Bonde' på DR. 

Nu skal hun dog prøve noget nyt, da hun overtager værtsrollen i X Factor efter Sofie Linde. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

For Maria Fantino er værtsopgaven på 'X Factor' en drøm, der går i opfyldelse:

- Jeg er vokset op med 'X Factor' og har drømt om en dag selv at få lov til at stå som vært på programmet og være en del af den kæmpe maskine, som 'X Factor' er. Tilbage i 2017 hjalp jeg til med 'Ultra Factor', da det blev sendt på DR, og jeg kunne bare mærke, at der var en helt særlig energi, når 'X Factor' gik i gang. Det er Danmarks allerstørste underholdningsprogram, så det er både helt vildt skræmmende og ekstremt spændende at få lov til at være med. Jeg er superspændt på opgaven, for det er en stor en, og jeg lover at gøre mit allerallerbedste, siger Maria Fantino.

Empatisk og nærværende vært, der ikke er bange for at skære igennem

På TV 2 glæder underholdningsredaktør Dorte Borregaard sig over at byde Maria Fantino velkommen til 'X Factor':

- Vi har selvfølgelig gjort os umage med at finde den helt rigtige vært til 'X Factor'. En vært, som både er et frisk pust, empatisk og nærværende, men som heller ikke er bange for at skære igennem, når bølgerne går højt i live-studiet. Så jeg er meget glad for, at Maria Fantino har takket ja til opgaven, og jeg er slet ikke i tvivl om, at hun med sin naturlighed og oprigtige nysgerrighed for andre mennesker og ikke mindst hendes evne til at gribe nuet som vært passer fuldstændig perfekt til 'X Factor', siger Dorte Borregaard.

I første omgang står Maria Fantino klar, når optagelserne til den kommende sæson af 'X Factor' går i gang i løbet af efteråret, men først skal i hundredvis af håbefulde danskere synge sig til en plads foran dommerpanelet, når 'X Factor' holder precasting i Aarhus og København i august.

Alle, der ønsker at stille op i 'X Factor', er velkomne. Man kan tilmelde sig på forhånd, men der er også mulighed for bare at møde op, når der 10. august er precasting i Filmbyen i Aarhus og 15. august i DGI Byen i København.

TV 2 forventer at offentliggøre dommerpanelet for den kommende sæson i løbet af august. Det bliver den sjette sæson 'X Factor' på TV 2.

Anbefalet til dig