TV 2’s logo og troværdighed er blevet misbrugt i nogle falske annoncer på sociale medier.
Her er der både tale om Instagram, Facebook og YouTube.
Det oplyser Mediet Markedsføring ifølge SE og HØR.
I annoncerne fortæller en falsk tv-vært, der udgiver sig for at være fra TV 2, om en ny mobilapp, der angiveligt skulle give de danske brugere en stor gevinst. Der er dog tale om svindel, og det falder naturligvis ikke i god jord hos TV 2.
"Lige nu får vi masser af henvendelser fra brugere, der har set den aktuelle reklame, hvor TV 2s logo og brand misbruges," skriver TV 2s jurist Louise Rødgaard i en mail til Markedsføring, der fortsætter med at fortælle, at det desværre ikke er første gang, at dette sker.
"Det er naturligvis noget, vi tager meget alvorligt og anmelder til Nordic Content Protection med det samme. Men det er desværre hverken første og nok heller ikke sidste gang, vi ser dette, og vi kan kun håbe på, at de udenlandske platforme vil fokusere mere på deres kvalitetskontrol."
Sidenhen har Markedsføring taget kontakt til både Meta og Google, der ejer platformene. Det har resulteret i, at de falske annoncer er blevet fjernet fra de sociale medier.