I fremtiden skal Nyhederne på TV 2 være mere digitale, så de spiller sammen på tværs af TV 2 News, TV2.dk og TV 2 Play - og sådan en strategiændring kan komme til at medføre fyringer.
Det skriver Journalisten, der har talt TV 2s nyhedsdirektør, Ulla Pors, efter et møde for alle medarbejdere i nyhedsafdelingen mandag, oplyser Ekstra Bladet.
”Jeg vil gerne have så mange med på rejsen som muligt, men det er ikke realistisk, at alle skal med. Det ville ikke være ansvarligt for mig at sige. Det er super trist, men det er nødvendigt for at fremtidssikre nyhederne,” fortæller Ulla Pors ifølge fagbladet.
Således bekræfter hun, at den (strategiændringen, red.) kommer til at koste medarbejdere.
”Det er urealistisk at tro, at vi ikke kommer til at sige farvel til kolleger undervejs,” siger Ulla Pors om de varslede forandringer.
Over for Ekstra Bladet fortæller hun, at det er en åben proces, som starter nu.
Om der er tale om en fyringsrunde, vides ikke.