TV2 bekræfter: Stort navn vender tilbage

Nyheder
Foto: TV 2 DANMARK © (copyright TV 2)
Nu kan seerne snart se frem til et gensyn med en af kanalens tidligere værter.

Lige nu læser andre også

En erfaren vært fra ’Go’ morgen Danmark’ og TV 2 NEWS skal igen være nyhedsvært fra 1. juni, fortæller TV2 nu. 

"Med en meget bred erfaring i bagagen som journalist, radio- og tv-vært samt leder og kommunikationschef vender Katrine Hertz Mortensen 1. juni tilbage til TV 2, hvor hun skal være nyhedsvært på TV 2 NEWS," skriver TV2 i en pressemeddelelse. 

Katrine Hertz Mortensen har hentet værtserfaring i årene mellem 2003 og 2014, hvor hun var radiovært i DR, reporter og vært hos TV 2 Nyhederne og TV 2 NEWS i 5½ år og efterfølgende ’Go’ morgen Danmark’-vært i fire år.

Katrine Hertz Mortensen kommer til TV 2 fra stillingen som kommunikationschef i Dansk Design Center, hvor hun har været de seneste 3½ år. Inden da var hun hos Liberal Alliance som pressechef og senere kommunikations- og kampagnechef i tilsammen godt tre år.

"Jeg er superglad for, at Katrine Hertz Mortensen bliver en del af vores i forvejen sindssygt kompetente hold af værter. Seerne kan huske Katrine fra NEWS og ’Go’ morgen Danmark’, og nu vender hun tilbage med masser af energi og gåpåmod. Katrine er helt enkelt bare dygtig, så der har ikke været noget at betænke sig på," siger TV 2 NEWS’ chefredaktør, Ask Rostrup, og fortsætter:

"Katrine passer fremragende ind hos NEWS med en bred journalistisk erfaring, masser af værtskilometer i benene og en stor og mangfoldig samfundsindsigt. Desuden kender hun både huset og værtsstolen i NEWS-studiet. Der er al mulig grund til at være godt tilfreds sådan en dag i april, hvor vi kan fortælle om Katrine Hertz Mortensen som vores nye NEWS-vært."

Vender tilbage

Katrine Hertz Mortensen er uddannet journalist fra Roskilde Universitet i 2002 med praktik på Morgenavisen Jyllands-Posten.

"Jeg har i den grad nydt at være ude "på den anden side" og arbejde strategisk med kommunikation og branding, og nu glæder mig rigtigt meget til at komme tilbage til journalistikken og til den energi, præcision og hastighed, man arbejder med på NEWS," siger Katrine Hertz Mortensen og fortsætter:

"Det er ti år siden, jeg sidst sad i NEWS-studiet som vært, men som seer har jeg aldrig forladt kanalen. Og jeg er både begejstret og stolt over at se, hvordan kanalen er blomstret og kun er blevet stærkere og endnu mere relevant i de år, der er gået. Det vil jeg gøre alt for – forhåbentlig – at bidrage yderligere til."

Katrine Hertz Mortensen er 44 år og bor med sin familie i Vanløse, oplyses det i pressemeddelelsen. 

 

Anbefalet til dig