Mange unge kan - ikke mindst som følge af hyppige jobskift - have flere pensionsordninger, som koster dyrt i omkostninger.
Alligevel er det de færreste af de yngre danskere, der har undersøgt, om de har pensioner i forskellige selskaber.
Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Sampension blandt ca. 1.000 danskere.
Her angiver færre end hver anden (46 pct.) af de 18-34-årige, at de har undersøgt, om de har pensionsopsparinger i flere pensionsselskaber og dermed også betaler omkostninger flere steder.
Til sammenligning er andelen hhv. 74 pct. blandt de 35-56-årige og 77 pct. blandt de 57-65-årige.
Det oplyser Sampension i en pressemeddelelse, Nyheder24 har fået tilsendt på redaktionsmailen.
”Det er naturligt, at mange unge ikke har sat sig specielt meget ind i deres pension. For det kan være svært at forholde sig til noget, der ligger langt ude i fremtiden,” siger Anne-Louise Lindkvist, kunderådgivningschef i Sampension, og fortsætter:
"Når det er sagt, så er det vigtigt, at man også som ung bruger lidt tid på pensionen – og ikke mindst med tanke på, at unge ofte skifter job og dermed potentielt kan have flere pensionsordninger, hvilket kan koste dyrt i længden."
Udbredt fejl koster dyrt
Tal fra Sampension viser, at 51 pct. af de kunder mellem 20 og 29 år, som indbetaler til en pensionsordning i Sampension, også har en eller flere pensionsordninger i andre selskaber. Blandt de 30-39-årige er andelen 57 pct.
”Hvis man har pensioner i flere selskaber, så betaler man også administrationsomkostninger flere steder, og over tid kan det løbe op i ganske store summer, som ellers kunne være gået til at styrke pensionsopsparingen,” lyder det fra Anne-Louise Lindkvist, der tilføjer:
"Og jo flere penge der i løbet af årene går til omkostninger frem for til opsparingen, jo mindre bliver der at gøre godt med i pensionstilværelsen i sidste ende. Derfor er det generelt en god idé at undersøge, om man har flere pensioner, og om de med fordel kan samles. For her kan der være meget at spare og især for unge."
Beregninger fra Sampension viser, at hvis man f.eks. sparer 1.500 kr. i administrationsomkostninger om året ved at samle sine pensionsordninger som 25-årig, får man 84.000 kr. ekstra opsparing ved pensionering.
Hvis man er 35 år, får man 57.000 kr. ekstra opsparing ved pensionering, mens gevinsten ved at samle pensionerne som hhv. 45-årig og 55-årig er på 35.000 kr. og 18.000 kr.
”Mange danskere har særligt god grund til at være opmærksomme på pensionen i den kommende tid. For august er den måned på året, hvor flest starter i nyt job herhjemme og dermed potentielt også får en ny pensionsordning. Og selvom pension nok ikke er det, man har mest fokus på i den situation, så er det altså vigtigt at holde øje med, om man som følge af det nye job får pensioner flere steder,” siger Anne-Louise Lindkvist og fortsætter:
”Samtidig er månederne efter sommerferien også den tid, hvor mange unge træder ud på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse. Og for dem er der god grund til at have fokus på allerede fra starten af arbejdslivet at få grundlagt nogle sunde økonomiske vaner, som bl.a. indebærer løbende at være opmærksom på deres pensionsordning - f.eks. ved jobskift,” siger Anne-Louise Lindkvist.