Tilbage i november 2016 blev den 32-årige Louise Borglit brutalt myrdet med 11 knivstik, da hun gik tur med sin søsters hund i Elverparken, der ligger i Herlev.
En 29-årig mand sidder nu på anklagebænken, da han er tiltalt for mordet på den gravide kvinde.
Retssagen er i fuld gang, og anklageren, Bo Bjerregaard, har i dag afspillet flere forskellige lydklip, der indeholder samtaler mellem den tiltalte og den hemmelige politiagent ‘Frank’.
Han blev udelukkende plantet i fængslet med formålet at gøre sig venner med manden, der nu er tiltalt for mordet.
I et af lydklippene fra Enner Mark Fængsel kan man høre den tiltalte sige en sætning, der får hårene til at rejse sig på armene:
“Jeg ved, hvem der har gjort det”, siger den tiltalte i et af lydklippene og fortsætter:
“Jeg ved hvorfor. Jeg ved alle ting”.
Den 29-årige, der nægter sig skyldig i mordet, fortæller i retten, at det ikke er ham, der har begået mordet på Louise Borglit.
Som yderligere forklaring udtaler den tiltalte, at han samme aften, som samtalen har fundet sted, havde taget stoffer med en ven.
I alt er der afsat 11 dage til retssagen, og det er planen, at den hemmelige agent ‘Frank’ skal vidne senere hen.
Retssagens sidste dag den 23. juni.