Ukendt aarhusiansk musiker storhitter i Mexico

01/8/19 06:15

Rikki Tholstrup Jørgensen

Jonas Schmidt er for den almene dansker totalt ukendt, men hans musik går verdenen rundt.
Navnet Jonas Schmidt ringer ikke mange klokker. Ikke engang i musikerens hjemby, Malling, er de klar over, at der går en potentiel verdensstjerne rundt og nynner hos den lokale købmand. Det skal der dog laves om på, når Jonas Schmidt udkommer med en ny single den 6. september.

På den ikoniske café, Den Smagløse, møder Aarhus24 den for danskerne ukendte musiker, der ikke tiltrækker sig nogen særlig opmærksomhed med sin hippe cowboyjakke og det diskrete modeoverskæg. Der er ingen i lokalet, der ved, at Jonas Schmidt har lavet en række singler, der har klaret sig rigtig godt på hitlisterne i udlandet og især i Mexico har lytterne taget den blonde dansker til sig. 

Singlen 'Dance With Me' var den, der kickstartede det hele, da han blev signet på det hollandske label 'Strange Fruit'. Den kan du lytte til på Spotify lige her. 

Selvom Jonas endnu ikke har opnået anerkendelse i Danmark for sin musik, så har flere internationale stjerner nikket godkendende til danskerens talent. Kunstnere som Sam Feldt, The Him og Sophie Francis har vist deres støtte til Jonas, der også har fået flere numre udgivet på internationalt anerkendte pladeselskaber. "Det er helt surrealistisk, hvad jeg har opnået på så kort tid," fortæller Jonas, mens han sipper af sin sorte kaffe. "Det er ikke mere end seks måneder siden jeg satsede hele butikken og begyndte at arbejde med min musik på fuld tid. Nu har jeg langt over en million streams af min musik, og jeg er på rigtig mange af de vigtige playlister på Spotify."

I Danmark går det dog ikke så godt. "Danskerne er ikke så begejstret for den genre, som jeg arbejder med. Tropical House er populært i mange europæiske og sydamerikanske lande, men danskerne har endnu ikke åbnet op for genren," fortæller Jonas, der meget gerne vil sørge for at danskerne også tager genren til sig.

På trods af danskernes manglende interesse har Jonas fået et opvarmningsjob for en af Danmarks største stjerner på dance-scenen, nemlig Morten Breum: "Den 6. september forventer Tivoli Friheden publikumrekord, når Morten spiller op til dans. Det bliver mit job at få publikum varmet op, og jeg lover et brag af en fest. Det bliver fedt at spille for 12.000 mennesker."

Drømmen er at blive inviteret til den store belgiske festival Tomorrowland: "Der går nok lige et par år, men det er mit ultimative mål at få lov til at spille på Tomorrowland, så kan man ikke opnå ret meget mere i min genre," slutter Jonas Schmidt af.

Du kan opleve Jonas Schmidt i Tivoli Friheden den 6. september.

Den 6. september udkommer singlen 'Fall Again', der er den første udgivelse i samarbejde med et dansk pladeselskab. Jonas og pladeselskabet har store forventninger til udgivelsen, der dog ikke forventes at røre det store på sig i hjemlandet Danmark.