Onsdag - kort før middag - fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en beboer i et lejlighedskompleks på Rosenhøj Allé i Aarhus.
Personen havde nu i to dage lagt øre til underboens kat, som sad ude på den franske altan og miavede. Katten kunne ikke selv komme derfra, og underboen skulle være bortrejst. Det fortæller Østjyllands Politi.
Beboeren blev i første omgang opfordret til at kontakte viceværten med henblik på at fremskaffe en stige, så katten kunne hjælpes ned. Beboeren ringede dog kort efter tilbage og oplyste, at viceværten ikke kunne hjælpe, men at man prøvede at tage kontakt til boligforeningen.
Da boligforeningen kort efter også ringede retur med besked om, at de heller ikke kunne hjælpe med at få katten ned, blev Østjyllands Brandvæsen sat på opgaven.