Der er formentligt mange mennesker, der under et besøg i IKEA har dagdrømt om at overnatte i en af de bløde udstillingssenge.
For Søren Dau Müller og Emilie Elise Bonde blev den drøm til virkelighed, da de fra den 14. til den 15. september overnattede i IKEA Aarhus. De to kunder var de heldige vindere af en konkurrence om en overnatning for to, som blev udloddet i uge 32 i alle landets varehuse. For Søren Dau Müller og Emilie Elise Bonde var det en stor oplevelse at lægge sig til at sove midt i møbeludstillingen og vågne til morgenmad i restauranten.
"Vi var lidt spændte på, hvordan det hele skulle foregå, men vi blev taget godt imod af venlige medarbejderne, som hurtigt fik os til at føle os hjemme. Vi blev både budt på en lækker treretters menu i restauranten og fik en spændende rundvisning, da vi vågnede her til morgen. Det var en rigtig sjov oplevelse og ikke lige noget, man kan prøve hver dag," siger Emilie Elise Bonde.
Snestorm vakte drømmen til live
Det er ikke første gang IKEA har overnattende gæster. Den 1. december 2021 måtte kunder overnatte i IKEA Aalborg under en kraftig snestorm, der fik myndighederne til at fraråde al unødig udkørsel. Til trods for den usædvanlige situation var stemningen i top, da kunder og medarbejdere hyggede sig med julekalender, brætspil og risalamande.
Siden har interessen for en overnatning i IKEA været overvældende, og det kunne også ses på antallet af deltagere i konkurrencen. Mere end 600 kunder havde nemlig udfyldt et hjerte-kort i håbet om at vinde, fortæller varehuschef i IKEA Aarhus Tanja Fröhlich:
"Vi har mødt familier, kærestepar og venner i alle aldersgrupper, som begejstret har deltaget i konkurrencen. Det er selvfølgelig heller ikke hver dag, at man får muligheden for at have et IKEA varehus helt for sig selv. Vi er glade for, at vi kunne byde de heldige vindere indenfor til en oplevelse ud over det sædvanlige," fortæller Tanja Fröhlich
Da Søren Dau Müller og Emilie Elise Bonde natten til torsdag overnattede i IKEA Aarhus, var det heldigvis forberedt og uden snevejr. Som vindere af konkurrencen fik de heldige kunder mulighed for at ‘checke ind’ i IKEA allerede onsdag, hvor de blev budt på mad i restauranten og en rundvisning ‘behind the scenes’ før lukke- og sengetid. En oplevelse vinderparret sent vil glemme.
"Det var en ret særlig oplevelse at bo midt i en IKEA udstilling, imens der stadigvæk var medarbejdere på arbejde. Men vi hyggede os med brætspil og snacks, inden al lys blev slukket. Det gjorde også indtryk at opleve, hvordan varehuset aldrig er helt stille. Der var medarbejdere i gang det meste af døgnet. Alligevel fik vi en god nats søvn og en anderledes oplevelse med hjem," siger Søren Dau Müller.
Alle kunder, der besøgte (k)ærlighedskollektionen i varehusene i uge 32 havde mulighed for at deltage i lodtrækningen om en overnatning for to i deres lokale varehus ved at udfylde et hjerte-kort.
Se det unge par nedenfor:
Søren Dau Müller og Emilie Elise Bonde