Tivoli har under åbningsdagen den 31. marts fundet hidtil ukendte håndskrevne noder til et arrangement fra komponisten Carl Nielsen.
De håndskrevne noder blev fundet i et gammelt pengeskab.
Det skriver Ekstra Bladet.
Og fundet skal ikke undervurderes, mener Michael Fjeldsøe, der er professor i musikvidenskab ved Københavns Universitet.
Han får nemlig hurtigt fastslået, at der er tale om et meget spændende fund.
"Det er meget sjældent, at vi finder originale håndskrevne noder af Carl Nielsen, som vi ikke kendte i forvejen, siger han.
Han understreger, at noderne ikke er Carl Nielsens eget værk, og at der altså ikke er tale om en Carl Nielsen-komposition, som de ikke kendte.
I stedet er det er et arrangement af en march, der kaldes 'Højby Skyttemarch', som faktisk er skrevet af hans far.
"Arrangementet, der er fundet i Tivoli, er udkastet til, at man kunne spille marchen for to eller firhændigt klaver. Og det er det, som Carl Nielsen har siddet og arbejdet på," forklarer han.
Tivolis nodearkivar Lena Persson, som selv kastede sig ud i at spille noderne, er overbevist om, at det er Carl Nielsens noder, der er tale om.
Men hvad arrangementet skulle bruges til, det er ikke til at vide.
Derudover er det også uklart, hvordan de er endt i Tivoli.