En kvinde i 30’erne fra Færøerne er blevet en million kroner rigere på skrabeloddet Million Quick fra Danske Spil.
Den heldige vinder, der gerne vil være anonym, fortæller, at hun en gang imellem forkæler sig selv med et skrabelod, men at hun aldrig i sit liv havde troet, at hun ligefrem ville vinde en stor gevinst. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
"Det er helt vildt – og uvirkeligt. Du ved, man sidder der i sin pause på arbejdet og skraber et lod til 25 kroner. Og pludselig er der tre ens felter, der betyder, at man har vundet en million kroner. Jeg skal gerne indrømme, at det var svært at koncentrere sig bagefter. Og jeg havde bare sådan et stort – nærmest unormalt smil på resten af dagen. Det var virkelig svært at holde masken," lyder det.
Den unge kvinde vandt for et par uger siden og har derfor allerede fået pengene ind på kontoen. Noget af det første hun gjorde, var at tage ud til sine forældre og give dem nogle af pengene.
En kæmpe gave
"De har altid været der for mig og har støttet mig altid. Også hvis det var småt med penge sidst på måneden. Det er ikke fordi, de har mange penge, og især min far har arbejdet hårdt hele sit liv. Så det var virkelig stort for mig at kunne give noget tilbage til dem," fortæller den nybagte millionær.
Den heldige vinder vil gerne læse til sygeplejerske efter sommerferien, og der kommer gevinsten ind som en kæmpe hjælp.
"Normalt ville jeg skulle arbejde ved siden af, da jeg ellers ikke ville kunne få det til at køre rundt. Nu kan jeg koncentrere mig fuldt ud på studierne. Det er jo en kæmpe gave," siger hun.
Kvinden, der endnu ikke har fundet den store kærlighed, overvejer også, om hun skal købe et en lejlighed eller et lille hus.
"Jeg er jo bare mig, som det er nu, så jeg behøver ikke så meget plads. Men jeg vil også gerne rejse, når det bliver muligt. Så jeg skal lige have tænkt mig rigtig godt om. Men jeg har så mange muligheder nu. Det er så fantastisk," lyder det fra den nyslåede millionær.