Så er det igen blevet tid til at stille Orange Scene op på Dyrskuepladsen i Roskilde, og om få dage vil titusindvis af musikglade mennesker sætte kurs mod domkirkebyen for at nyde det danske sommervejr, drikke fadøl og høre nogle fede koncerter.
Dette års udgave af Roskilde Festival bliver afholdt fra lørdag 24. juni til lørdag 1. juli, og i denne periode vil trafikken på vejene i og omkring Roskilde ikke tage sig ud som normalt. Der vil især være mange biler på vejene og risiko for kødannelser på rute 21 Holbækmotorvejen, omkring frakørslerne ved Roskilde samt på rute 6 Køgevej og rute 14 Ringstedvej.
Tre dage vil give tættere trafik i området end andre. Det gælder festivalens åbningsdag lørdag 24. juni, dagen med de første koncerter onsdag 28. juni og lukkedagen lørdag 1. juli.
Vejdirektoratet opfordrer festivalgæster og øvrige trafikanter omkring Roskilde til at være tålmodige og sætte ekstra tid af til køreturen på disse dage. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
Gode råd til trafikanter
Roskilde Festivals åbningsdag lørdag 24. juni:
Vestgående trafikanter skal benytte frakørsel 9 Trekroner og følge skiltningen til Drop-off East eller frakørsel 13 Ringstedvej og følge skiltningen til Drop-off West.
Østgående trafikanter skal benytte frakørsel 14 Roskilde V og følge skiltningen til Drop-off West eller frakørsel 11 Roskilde SØ og følge skiltningen til Drop-off East.
Der må forventes tæt trafik og forlænget rejsetid på rute 21 Holbækmotorvejen omkring Roskilde, på vejene omkring festivalpladsen samt rute 6 Køgevej og rute 14 Ringstedvej lørdag 24. juni i tidsrummet kl. 10.00-18.00.
Onsdag 28. juni – første dag med musik på programmet:
Denne dag forventes at give tæt trafik og lokale kødannelser ind mod festivalpladsens område i tidsrummet kl. 12.00-18.00.
Hjemrejse fra Roskilde Festival lørdag 1. juli:
I østgående retning skal man benytte frakørsel 14 Roskilde V og følge skiltningen til Drop-off West eller frakørsel 11 Roskilde SØ og følge skiltningen til Drop-off East.
I vestgående retning skal man benytte frakørsel 9 Trekroner og følge skiltningen til Drop-off East eller frakørsel 13 Ringstedvej og følge skiltningen til Drop-off West.
Der må generelt forventes tæt trafik og forlænget rejsetid på vejene væk fra festivalpladsen i tidsrummet kl. 14.00-18.00.
Roskilde Festival anbefaler generelt besøgende at tage toget direkte til og fra festivalpladsen.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.