Mens efteråret pakker sig om Danmark, og nætterne bliver køligere, er det blevet tid til efterårsferie.
Ferier betyder som oftest flere trafikanter på vejene på de store rejsedage, og derfor anbefaler Vejdirektoratet, at man – for at undgå omfattende kødannelser og forsinkelser - kører uden for de mest belastede tidsrum.
”Når der er mange biler på vejene, og trafikken er tæt på kapacitetsgrænsen, så ved vi, at risikoen for uheld og forsinkelser stiger markant. Derfor skal vi gerne have spredt trafikken lidt ud over dagene, så der bliver skabt et bedre flow, som så igen giver en bedre fremkommelighed og sikkerhed for alle trafikanter. Hvis vi hjælper hinanden og viser hensyn, så går rejsedagene godt på vejene," siger specialkonsulent ved Vejdirektoratet Helene Cecilie Kærsgaard i en pressemeddelelse.
Vejdirektoratets trafikprognoser bygger hovedsageligt på trafiktællinger, erfaringer og viden om de trafikale konsekvenser af vejarbejder, arrangementer og store rejsedage.
Der er ikke taget højde for uforudsigelige og akut opståede gener for trafikken som for eksempel uheld eller dårligt vejr.
Trafikken i efterårsferien
Fredag den 14. oktober, hvor efterårsferien begynder, blander eftermiddagens myldretidstrafik sig med den første udrejsetrafik, og der vil derfor i tidsrummet mellem kl. 14.00 og 18.00 være et øget pres på vejene. Det gælder særligt omkring indfaldsvejene til de større byer og på den vestlige del af E20 Fynske Motorvej mellem Odense og Middelfart på Fyn.
Lørdag den 15. oktober er der risiko for tæt trafik og kødannelser særligt på E45 Sønderjyske Motorvej mellem Kolding og den dansk-tyske grænse og på E20 Fynske Motorvej mellem Odense og Middelfart. Det er særligt mellem kl. 11.00 og 14.00, at trafikken kan blive påvirket, så det kan godt betale sig at køre før eller senere.
Søndag den 16. oktober til fredag den 21. oktober er der en forventning om, at trafikken vil forløbe uden de store forsinkelser, og hverdagenes morgen- og eftermiddagsmyldretid kan endda bære præg af færre biler på vejene og dermed kortere rejsetid end normalt.
Den sidste lørdag i efterårsferien (den 22. oktober) sætter rigtig mange kursen hjemad igen, og derfor er der mulighed for tæt trafik og mindre kødannelser i tidsrummet mellem kl. 11.00 og 14.00. Det gælder særligt på E45 Sønderjyske Motorvej mellem Kolding og den dansk-tyske grænse og på E20 Fynske Motorvej mellem Odense og Middelfart. Søndag den 23. oktober er der ingen forventning om større forsinkelser eller kø på vejnettet.
OBS på grænsekontrol
På de store rejsedage er der risiko for kødannelser ved den dansk-tyske grænse ved Padborg for trafikanter, der skal ind i Danmark. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at der allerede fra tidlig morgen kan være forlænget rejsetid.
Det kan derfor være en god ide at tjekke den aktuelle trafiksituation, hvis man skal krydse grænsen. Det er i øvrigt altid en god idé at holde sig orienteret, før man bevæger sig ud i trafikken.