Efterårsvejret er atter over os.
Regn, skyer og kolde temperaturer kommer til at præge den kommende tid, og der er ingen garanti for, at det ikke vil være sådan i mange måneder.
Det kedelige vejr betyder ikke kun, at vi skal huske en paraply, når vi skal ud af døren, men også en øget opmærksomhed i trafikken.
Med øget nedbør og glatte forhold har nu fået Vejdirektoratet til at udsende en advarsel til de danske bilister.
Vigtig opfordring
På det sociale medie X (tidligere Twitter, red.) advarer Vejdirektoratet om særligt udfordrende vejforhold - især i den østlige del af landet.
”Endnu en våd morgen, især i den østlige del af landet,” skriver Vejdirektoratet, der samtidig opfordrer bilister til at udvise ekstra forsigtighed.
Deres råd er ikke til at misforstå: Hold længere afstand til de forankørende og sænk farten for at minimere risikoen for ulykker.
Det våde vejr gør det sværere at bremse i tide, og derfor er det vigtigt at tilpasse sin kørsel til forholdene.
”Hold derfor længere afstand end normalt, og tag toppen af farten,” skriver Vejdirektoratet.
Det er vigtigt, at man som bilist holder øje med vejmeldinger og er opmærksom på skiftende forhold.
I og med, at efterårsvejret ser ud til at have fået sit tag om landet, kan de danske bilister roligt forvente, at de skal udvise ekstra forsigtighed i de kommende måneder, hvorfor opfordringen ikke kun gælder i dag.
Vejrudsigten for oktober og november
I oktober ser det ud til, at vi kan forvente, at højtryk fra Nordatlanten vil skubbe lavtryk og fronter med regn og blæst ind over Skandinavien og Danmark fra vest.
Der er dog også tegn på, at et højtryk kan opbygges over Nord- eller Nordøsteuropa. Hvis det sker, kan det give Danmark en periode med tørt og mere roligt vej - særligt i den første halvdel af måneden.
Her vil vi kunne opleve klassiske efterårsdage med kølige morgener, efterfulgt af solrige eftermiddage og svage vinde.
Temperaturerne i oktober forventes at ligge omkring eller lidt over det normale for måneden. Nedbørsmængderne er mere usikre, men de vil sandsynligvis ende tæt på det normale for oktober.
Hvorvidt oktober bliver mere tør eller våd end normalt, afhænger i høj grad af, hvor dominerende højtrykket over Nordeuropa bliver.
Når vi når til november, ser vejret ud til at blive mere ustabilt og blæsende.
Et højtryk fra Grønland og Nordatlanten forventes at trække ned over Vest- og Sydeuropa, mens et lavtryk over Nord- og Nordøsteuropa vil dominere.
Den konstellation vil medføre en overvejende vestlig eller nordvestlig luftstrømning til Danmark, hvilket er lig med flere lavtryk, der bringer regn, blæst og relativt mildt vejr med sig.
November måned ser ud til at blive præget af flere blæsende dage, og der er mulighed for, at vi også oplever et stormvejr.
Temperaturerne forventes at ligge omkring eller lidt over normalen, og nedbørsmængderne vil sandsynligvis ende tæt på eller lidt over det normale for måneden.
Senere i november kan vi dog også få en koldere periode, hvis et højtryk opbygges vest eller nordvest for Skandinavien, hvilket vil bringe kold luft fra nord ind over Danmark.
DMI forventer desuden, at vi kan se den første sne falde i løbet af november.