Vejdirektoratet melder ud: Kristi himmelfartsferien kan give kø på vejene

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Vejdirektoratet forventer, at mange danskere vil udnytte den forlængede weekend og søge mod sommerhusområderne.

Lige nu læser andre også

I Kristi himmelfartsferien forventer Vejdirektoratet, at mange danskere vil udnytte den forlængede weekend til at søge mod sommerhusområderne. 

Periodevist kan der derfor opstå tæt trafik og forlænget rejsetid på nogle af de mest travle strækninger.

Det gør sig særligt gældende på udrejsedagen onsdag 17. maj i tidsrummet kl. 14.00-19.00, hvor ferietrafikken vil blande sig med myldretidstrafikken i eftermiddagstimerne.

Sådan skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse

Men også på selve Kristi himmelfartsdag torsdag 18. maj forventes der at være en del trafik og risiko for mindre kødannelser i tidsrummet kl. 11.00-14.00. 

Trafikken vil på disse dage hovedsageligt bevæge sig fra hovedstadsområdet mod Jylland.

Det sker via Fyn og Sjællands Odde. 

Der er også risiko for tæt trafik på E45 Sønderjyske Motorvej omkring Kolding.

Hjemrejsetrafikken forventes at være på sit højeste søndag 21. maj i tidsrummet kl. 12.00-16.00. 

Den vil især bevæge sig fra vest mod øst over E20 Fynske Motorvej og Vestmotorvejen og via rute 21 fra Sjællands Odde mod hovedstadsområdet.

Vejarbejde på E45 og E20

På to af de strækninger, der forventes at give mest trafik i Kristi himmelfartsferien, bliver der lige nu udført vejarbejde, hvilket medfører en øget risiko for kødannelse og forlænget rejsetid.

For trafikanter på E45 Østjyske Motorvej gælder det om at være opmærksom på, at der er vejarbejde mellem afkørsel 55 Horsens N og afkørsel 54 Ejer Bavnehøj. 

Der bliver arbejdet i begge retninger, hvorfor kørsel foregår på indsnævrede vejbaner og med en hastighedsgrænse på 80 km/t.

Trafikanter på E20 Fynske Motorvej skal være opmærksomme på, at der mellem afkørsel 54 Vissenbjerg og afkørsel 56 Ejby ligeledes bliver udført vejarbejde. 

Her er der to farbare spor i begge retninger, og hastighedsgrænsen er sat ned til 80 km/t.

Tjek trafiksituationen inden du kører

Husk at der altid kan opstå kø og forlænget rejsetid på grund af uheld, dårligt vejr og andre uforudsete hændelser. Risikoen er naturligt nok større, når der er mange biler på vejene.

Vejdirektoratet anbefaler trafikanter at holde sig orienteret om den aktuelle trafiksituation på ruten både før og under køreturen. 

Det kan man gøre ved at gå ind på Trafikinfo.dk eller ved at lytte til P4 Trafik under sin køretur. 

Begge steder vil man løbende blive opdateret om hændelser på vejene, hvilket giver en bedre chance for at undgå kedelige overraskelser i trafikken. 

Skulle der opstå problemer på ruten, kan man måske nå at ændre denne eller afrejsetidspunktet.

Anbefalet til dig