Store dele af Danmark kan se frem til et vådt og blæsende onsdagsdøgn. I Jylland og på det nordvestlige Fyn ventes der flere steder at falde ret store mængder regn. Sådan lyder meldingen fra DMI, der onsdag har udsendt hele fire varsler.
Det drejer sig om risiko for forhøjet vandstand ved Vadehavet, risiko for voldsomt vejr med kraftig regn i det midt- og sydjyske, risiko for kraftig regn i dele af Jylland og på Fyn samt risiko for vindstød af stormstyrke på Bornholm
"Vi har derfor DMI Varsel for kraftig regn for Midt- og Sydjylland samt det nordvestlige Fyn, hvor der flere steder ventes at falde op mellem 30 og 50 mm regn fra tirsdag aften og til sent onsdag aften," fortæller DMI
Koldt, vådt og blæsende
DMI sætter ord på de vejrmæssige udfordringer, som visse danskere kan se frem til i løbet af onsdag og torsdag
"En koldfront bevæger sig ind over Jylland vestfra og bliver herefter liggende det meste af onsdagsdøgnet, og det betyder altså, at der kan nå at falde meget regn over samme område," advarer DMI - og fortsætter:
"Det er endnu lidt usikkert, lige hvor og hvor meget der vil falde, da det afhænger af koldfrontens bevægelse, men prognoserne peger ret tydelig på, at de største mængder vil falde i Syd- og Midtjylland"
"Samtidig med regnvejret vil det også blive temmelig blæsende fra sydvest med jævn til hård vind i hele landet. Foran koldfronten, altså i den sydøstlige del af landet, vil der ligeledes komme kraftige vindstød - op til hård kuling, men her vil der komme mindre regnmængder"
"Torsdag bliver også blæsende i hele landet og der er en DMI Risiko udsendt for Bornholm, hvor der omkring middagstid kan blæse stormende kuling fra sydvest med vindstød af stormstyrke. Fra sent torsdag eftermiddag kan der også forekomme vindstød af stormstyrke langs hele Vestkysten dog er det endnu usikkert om middelvinden når stormende kuling"
DMI understreger desuden, at de følger situationen og opdaterer løbende