Onsdag aften konstaterede Folketinget en rotte i køkkenet ved Snapstinget, der er et af spisestederne i Folketinget. Meyers, der står for kantinedriften i Folketinget, tilkaldte med det samme en ekspert i bekæmpelse af skadedyr, ligesom fundet blev anmeldt til fødevaremyndighederne. Det oplyser Folketinget i en pressemeddelelse.
Køkkenet blev lukket, og det vil først blive genåbnet, når fødevaremyndighederne giver grønt lys for, at Meyers kan genoptage madlavningen.
Alle fødevarer i køkkenet er blevet destrueret. De berørte områder og maskiner bliver rengjort efter fødevaremyndighedernes forskrifter.
Den mad, der torsdag og fredag serveres i Folketingets øvrige spisesteder, er produceret lokalt og har således ikke været i kontakt med det berørte område i Snapstinget. Fredag foretages en ny undersøgelse af køkkenet. Herefter indføres en 48 timers karantæne som en ekstra sikkerhedsforanstaltning.