Grønne tal på årsopgørelsen giver ikke nødvendigvis penge på bankkontoen. Det må mange tusinde skyldnere i disse dage sandsynligvis erkende, når Gældsstyrelsen modregner deres gæld til det offentlige i den overskydende skat. Det fortæller styrelsen nu i en pressmedddelelsen.
Fredag begyndte Skattestyrelsen udbetalingen af overskydende skat, men for mange vil det ikke nødvendigvis betyde, at der kommer penge ind på bankkontoen. Cirka 3,6 mio. danskere havde ellers grønne tal på årsopgørelsen for 2020, men det er altså ikke alle, der får pengene udbetalt.
"Har man gæld til det offentlige, kan Gældsstyrelsen nemlig foretage såkaldt modregning, hvor pengene går til at dække gælden helt eller delvist i stedet. Det gjorde styrelsen brug af overfor 365.000 skyldnere sidste år. De blev modregnet for 2,5 mia. kr. alene i overskydende skat, og igen i år forventer Gældsstyrelsen at hente et milliardbeløb tilbage til det offentlige ved at modregne et stort antal skyldnere," skriver Gældsstyrelsen.
Nogen overraskes
”For nogle vil det nok komme som en overraskelse, at deres overskydende skat går til at dække deres gæld til det offentlige i stedet for at blive udbetalt. Men vi holder selvfølgelig øje med, hvem der har gæld til det offentlige, for det er vores ansvar at sørge for enhver svarer sit og den fælles samfundskontrakt overholdes."
"Med modregning sikrer vi, at gælden til det offentlige bliver nedbragt, inden skyldnerne får penge i hånden,” siger direktør i Gældsstyrelsen, Lars Nordahl Lemvigh.
Modregning er et af de mest effektive inddrivelsesværktøjer, som Gældsstyrelsen råder over. I 2020 modregnede styrelsen gæld for i alt ca. 3 mia. kr. i offentlige udbetalinger. Udover overskydende skat dækker beløbet også over modregning i fx landbrugsstøtte og børne- og ungeydelse.
Hvor mange skyldnere, der vil blive modregnet i overskydende skat på årsopgørelse denne gang, afhænger af, hvor mange af de 3,6 mio. danskere med grønne tal på årsopgørelsen, der samtidig har gæld til det offentlige.