Når man forlader arbejdsmarkedet, tager livet noget af en drejning. En af de ting, man skal til at forholde sig til, er, at ens økonomiske situation kan ændre sig.
Desværre har mange folkepensionister i Danmark svært ved at få enderne til at mødes, og derfor er det vigtigt, at de benytter sig af de muligheder, vi har i vort lille land.
Vidste du for eksempel, at der er flere tillæg og checks, du kan søge om, for at få mere luft i økonomien?
Mediet Pensionist har via Pension for alle lavet en gennemgang til pensionister, så de hurtigt får overblikket over de tillæg og ydelser, der er ukendte for dem.
Der kan nemlig potentielt være mange penge at hente.
Personligt tillæg
Hvis du er vanskeligt stillet rent økonomisk, kan du søge om et personligt tillæg.
Helt konkret tager kommunen et kig på dine økonomiske forhold (formue, social pension og andre indtægter) og holder dem om mod dine nødvendige udgifter.
Ud fra det regnestykke vurderer kommunen så, om du er berettiget til et personligt tillæg.
Læs mere om personligt tillæg på borger.dk.
Personlig tillægsprocent
Din personlige tillægsprocent bruges til at vise, hvor meget du er berettiget til i tillæg og tilskud ved siden af din pension.
Det er blandt andet den procent, der bruges til at vurdere, hvor meget du evt. kan få i varmetillæg, ældrecheck og helbredstillæg.
Procentsatsen kan være alt fra 0 til 100 procent, og jo højere procent, jo mere er du berettiget til i tilskud.
Det er Udbetaling Danmark, der beregner din personlige tillægsprocent, når de udregner din pension. Procenten kan dog ændre sig i løbet af året, hvis dit indkomstgrundlag ændrer sig.
Læs mere om den personlige tillægsprocent.
Ældrecheck
Om du kan få ældrecheck kommer an på din personlige tillægsprocent. Det er også den, der er afgørende for, om du overhovedet kan få ældrecheck.
Derudover tæller din likvide formue d. 1. januar også med i den beregning. Din likvide formue beregnes af Udbetaling Danmark, som kigger på, hvad du har stående i din bank, og hvad du har i kontanter, værdipapirer, nedsparingslån mm.
Du vil som hovedregel få udbetalt ældrechecken automatisk, hvis du opfylder betingelserne, og den kommer en gang om året som en del af din folkepension.
Som regel kommer den den sidste hverdag i januar.
Læs om ældrechecken på borger.dk.
Licens/mediecheck
Licensen er gradvist blevet reduceret og har siden 2022 været fuldt finansieret over skatten gennem en reduktion af personfradraget.
Mediechecken er derimod et skattepligtigt tillæg til folkepensionister og førtidspensionister, som har fået tilkendt førtidspension før 2003.
Hvis du har en tillægsprocent på 100 procent, kan du få mediechecken, men du skal senest have fået ret til folkepension i december året før for at have ret til checken.
Du skal til gengæld ikke selv søge om at få den. Den kommer helt automatisk, hvis du opfylder betingelserne.
Din boligstøtte vil ikke blive sat ned, fordi du får mediecheck.
Boligydelse
Hvis du bor i leje-, andels- eller ejerbolig kan du have ret til boligstøtte i form af et lån.
Hvor meget du eventuelt kan få i boligstøtte kommer blandt andet and på din husleje, boligens størrelse, antallet af beboere og den samlede formue og indkomst for alle beboere.
Boligstøtte søges via borger.dk.
Læs mere om boligydelse på borger.dk.
Varmetillæg
Efter de seneste års vanvittige energipriser, fik netop varmetillægget et stort fokus. Du kan nemlig søge om at få hjælp til at betale dine varmeudgifter, så du ikke skal fryse i de kolde måneder, eller hvis sommeren i Danmark viser sig fra sin kølige side.
Du kan ikke få dækket alle dine udgifter til varme, men en del af dem, og der er desuden et maksimum for, hvor stor en varmeudgift, du kan få tillæg til.
Også her spiller den personlige tillægsprocent ind.
Vær opmærksom på, at du skal vedhæfte dokumentation for dine varmeudgifter for de seneste tre år, når du sender ansøgningen om varmetillæg.
Hvis du bliver tildelt tillægget, får du det udbetalt sammen med din folkepension hver måned.
Læs mere om varmetillæg på borger.dk.
Helbredstillæg
I takt med, at alderen ryger op og kroppen begynder at brokke sig, bliver det nødvendigt med både nye hjælpemidler og medicin.
Som folkepensionist kan du få et helbredstillæg til både medicin, tandlæge, høreapparat, fodterapi og meget andet.
Det almindelige helbredstillæg dækker op til 85 procent af dine egne udgifter, så det er potentielt flere tusinde kroner, du kan få i dette tillæg.
Faktisk kan du også få et udvidet helbredstillæg til briller og tandproteser, efter du har ansøgt. Det udvidede helbredstillæg dækker op til 85 procent af den faktiske pris.
Bemærk, at hvis din kommune har indgået en prisaftale i forhold til den hjælp, du søger om, kan du kun få dækket op til 85 procent af den pris, der er aftalt i prisaftalen.
Dit helbredstillæg beregnes herefter i forhold til, hvor stor din personlige tillægsprocent er, samt din likvide formue, som omfatter dit indestående i pengeinstitut, kontanter, værdipapirer, nedsparingslån m.v.
Du betaler ikke skat af helbredstillæg.
Læs mere om helbredstillæg og bliv guidet til, hvordan du søger.