Vigtig corona-nyhed: I dag sker det

Nyheder
Foto: Shutterstock
Fredag ændres kategoriseringen af COVID-19

Lige nu læser andre også

Fredag er en særlig dag. Det er nemlig dagen, hvor COVID-19 ikke længere betragtes som en samfundskritisk sygdom i Danmark. Det betyder, at restriktioner, der forudsætter med denne kategorisering ophører pr. dags dato. Kategoriseringen som en samfundskritisk sygdom har gjort det muligt at indføre en række særregler, fx forsamlingsforbud, krav om coronapas og krav om mundbind.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse 

"Regeringen besluttede d. 27. august ikke at forlænge covid-19’s status som en samfundskritisk sygdom efter inddragelse af den faglige referencegruppe, Epidemikommissionen og sundhedsmyndighederne. Det skyldes dels den store vaccinationstilslutning, dels den stærke epidemikontrol," fortæller Sundhedsministeriet

Det var kategoriseringen af covid-19 som en samfundskritisk sygdom, der har gjort det muligt at indføre tiltag som nationale og lokale nedlukninger, krav om coronapas, forsamlingsforbud, krav om mundbind med mere. Det tilbageværende krav om coronapas i nattelivet bortfalder automatisk i dag.

Kalder dagen en milepæl

Sundhedsminister Magnus Heunicke kalder den ændrede kategorisering for en 'milepæl'

”Det er en vigtig milepæl i vores epidemihåndtering, at covid-19 i dag ikke længere er kategoriseret som en samfundskritisk sygdom. Det tilbageværende krav om coronapas i nattelivet udløb ved døgnets begyndelse.  Det kan kun lade sig gøre, fordi vi er nået langt med vaccinationsudrulningen, har en stærk epidemikontrol, og fordi hele den danske befolkning har ydet en helt enorm indsats for at nå hertil. De særlige muligheder for at indføre restriktioner, som vi har med epidemiloven, skal ikke være den nye normal i samfundet. Vi fortsætter med at overvåge epidemien tæt, og hvis der sker en alvorlig udvikling, som truer epidemikontrollen i Danmark, er vi parate til at handle hurtigt igen.”En samfundskritisk sygdom er en alment farlig sygdom, hvis udbredelse medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner.

For at kunne kategoriseres som samfundskritisk, skal en sygdom være defineret som alment farlig af Sundhedsstyrelsen. Det betyder, at den af Sundhedsstyrelsen vurderes til enten at være særlig smitsom, have høj dødelighed eller kunne give alvorlige eller varige skader. Covid-19 er fortsat en alment farlig sygdom.

Om en alment farlig sygdom skal kategoriseres som samfundskritisk er en politisk beslutning, som regeringen træffer ved at udstede en bekendtgørelse herom. Bekendtgørelsen kan højst gælde for 6 måneder ad gangen.

Regeringens beslutning om at kategorisere en sygdom som samfundskritisk er underlagt parlamentarisk kontrol. Spørgsmålet om kategorisering af sygdommen som samfundskritisk skal derfor først forelægges Folketingets Epidemiudvalg sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen. Er et flertal i Folketingets Epidemiudvalg imod, at en sygdom kategoriseres som samfundskritisk, kan regeringen ikke udstede den pågældende bekendtgørelse. 

 

Anbefalet til dig