Måske har du også set den. Mailen fra e-Boks, der tikkede ind hos millioner af danskere.
Det var tid til at tage stilling til noget, man som rask og travl borger sjældent skænker mange tanker.
Noget ubehageligt, men uundgåeligt.
For det handler om døden – og om livet, der måske kan gives videre.
For mange blev det et personligt wakeup-call.
På bare to uger har mere end 186.000 danskere logget ind og registreret deres holdning til organdonation – det højeste antal nogensinde på så kort tid.
Det skriver TV 2.
De mange registreringer sker efter en lovændring, der trådte i kraft 1. juni.
Fremover bliver alle danskere over 18 år automatisk registreret som mulige donorer.
Men den aktive beslutning skal fortsat bekræftes på sundhed.dk, hvis man ønsker at blive registreret som egentlig donor.
I den forbindelse sendte myndighederne omkring fem millioner breve ud - bl.a. via e-Boks.
Det satte tydeligt skub i sagen.
Over 90.000 borgere har givet fuld tilladelse til at deres organer må bruges til transplantation.
Omtrent 15.000 har givet en begrænset tilladelse, mens cirka 65.000 har sagt klart nej.
Resten har valgt at vente – og dermed overlades beslutningen til de pårørende i tilfælde af dødsfald.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
"De rekordmange registreringer viser, at mange gerne vil tage ansvar - ikke bare for sig selv, men også for deres nærmeste."
Lige nu venter omkring 400 danskere på et nyt organ.
For dem kan et ja i e-Boks betyde hele forskellen.