Når der dumper breve ind med advarsler om en farlig tendens, så ved man, at noget er helt galt.
Det sker ikke ofte – men nu sker det.
En alvorlig advarsel er netop sendt ud til tusindvis af danskere med ét klart formål: At stoppe en udvikling, der er ved at løbe løbsk.
Ulovlige og vanedannende
Det handler om puff bars. Farverige, frugtsmagende og vanedannende engangs-e-cigaretter, der på rekordtid har sneget sig ind i hverdagen blandt børn og unge.
Nikotinindholdet er skyhøjt, og selvom produkterne er ulovlige, bliver de solgt i stor stil via sociale medier og skjulte kanaler.
Brevet, som netop er blevet sendt ud til over 15.000 forældre i Odense Kommune, kommer fra sundhedsrådmand Tommy Hummelmose.
Ifølge TV 2 advarer han mod, at brugen af puff bars nu er "udbredt som aldrig før" – og at udviklingen rammer børn ned til 12-årsalderen:
"De bliver handlet via Snapchat, Instagram, uden for skolegården, på gaden om aftenen. Du kan købe det alle steder på noget, der minder om bandelignende vilkår."
Flere er allerede blevet indlagt med alvorlige forgiftninger.
Smuthuller i loven
Ifølge myndighederne er nogle puff bars blevet testet positive for euforiserende stoffer, som gør produkterne endnu farligere.
Samtidig er afhængighedsniveauet hos unge i choktempo på vej op. I nogle tilfælde helt ned til 12-årige børn.
På trods af lovgivningen bliver puff bars stadig solgt i kiosker og over nettet. Ifølge eksperter skyldes det alvorlige smuthuller i loven.
Samtidig understreger Sundhedsstyrelsen, at nikotinen i disse produkter kan skade unges hjerner permanent – med risiko for koncentrationsbesvær, angst og depression.
Derfor lyder opfordringen nu klokkeklart: Tag snakken med dine børn – før nogen andre gør det.