I Hjørring Kommune har nedgravede containere med smarte sensorer nedbragt antallet af overfyldte skraldespande og kørsler på sårbare sommerhusveje. Det fortæller kommunen og virksomheden Sweco torsdag.
"Større krav til kommunens håndtering af affald og ønsket om glade og tilfredse borgere er drivkraften bag Hjørring Kommunes affaldsindsamling. De seneste tre år har kommunen nedgravet 650 containere fordelt på ca. 150 stationer. I flere af de nedgravede containere holder smarte sensorer øje med mængden af affald, så skraldebilen kun skal køre, når containeren er fuld," står der i pressemeddelelsen.
"Vores udfordring er, at der er krav om øget sortering. Det kræver flere containere og dermed mere kørsel med tunge og larmende lastbiler. Så vores opgave har været at tænke langsigtet, grave større containerne ned og udstyre mange af dem med sensorer, som holder øje med mængden af affald. Det giver os mulighed for at planlægge bedre og reducere antallet af kørsler med tunge biler, særligt på de sårbare veje i sommerhusområderne," forklarer Klaus Nedergaard Nielsen, Technical waste planner i Hjørring Kommunes Teknik- og Miljøafdeling.
Sikrer rettidig omhu
De nedgravede containere har den fordel, at de samler affaldet på færre udvalgte steder som alternativ til at have mange mindre containere, der optager plads hos alle grundejere. Derudover opbevares affaldet under køligere forhold under jorden, så både lugtgener og problemer med skadedyr reduceres til et minimum. Det er affaldsstationerne i de yderligt beliggende sommerhusområder, der er udstyret med de smarte sensorer, der sender data om fyldningsgraden til kommunens driftsenhed.
"Med de nedgravede løsninger med sensor er det nemmere at få svar på, om en beholder nærmer sig fyldt tilstand, og den store fordel er, at man kan se udviklingen time for time. Vi taler med mange borgere, der er glade for, at vi ikke kommer lige så ofte ud på de små veje. Grundejerne undgår sandfygning og slitage på vejene, så det er en ekstra gevinst ved den her datastyrede affaldsindsamling," siger Klaus Nedergaard Nielsen.
Hjørring Kommune har i mange år brugt Swecos IT-løsning RenoWeb, så sensorerne fra Sweco var et oplagt valg for kommunen i vejen mod datastyret affaldsindsamling. Sensorerne sender data via Telias NB-IoT mobilnetværk, hvilket sikrer god rækkevidde ved yderområder, høj sikkerhed for dataoverførsel samt flerårig batterilevetid.
"Vi samarbejder med mange kommuner, men Hjørring er én af de kommuner, der er længst fremme med en intelligent, databaseret drift af affaldsindsamlingen. Der er ingen tvivl om, at databaseret drift ved hjælp af sensorer er vejen frem for både kommuner og virksomheder, når kravene til øget sortering skærpes yderligere i de kommende år," siger chefkonsulent hos Sweco Hans Erik Høi i pressemeddelelsen.