Vild med dans afslører: Mascha Vang indtager dansegulvet

Nyheder
Foto: Shutterstock
Nu er der ikke længe til den nye sæson af Vild med dans skydes i gang - og nu afsløres et nyt navn.

Lige nu læser andre også

Fredag den 10. september er der premiere i dette års Vild med dans - og nu afslører TV 2 en af de nye deltagere, som de mange seere kan glæde sig til at se på dansegulvet.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse

En drøm er nemlig gået i opfyldelse for Mascha Vang, som deltager i den kommende sæson af Vild med dans. Det har været en drøm som den 42-årige tv-kendis og iværksætter længe har haft. 

Danskerne stiftede bekendtskab med Mascha Vang for første gang tilbage i 00'erne, hvor hun deltog i reality-programmerne Villa Medusa og Paradise Hotel - siden har hun også medvirket i programmer som Fangerne på Fortet og Stjerner i trøjen. 

Det er dog ikke kun tv, som hun er kendt for - siden har Mascha Vang nemlig i den grad brudt igennem som blogger og influencer. Desuden kan hun også føje titler som model, radiovært, designer og iværksætter til sit lange cv.

Tilbage i 2014 stiftede Mascha Vang nemlig virksomheden Blogly, der blev til en millionforretning, som hun senere solgte. 

I mange år boede Mascha Vang i København, men nu bor hun i Kolding, sammen med Troels Krohn Dehli og parrets sammenbragte børn.

Mascha Vang har også afsløret den store nyhed på sin Instagram-profil. Foto: Mascha Vang/ Instagram. 

Frygter at glemme trinnene 

Når Mascha Vang til september skal spænde danseskoene, er det en længe ventet drøm der går i opfyldelse - allerede sidste år afslørede Mascha Vang, at hun bestemt ville takke ja, hvis hun en dag blev tilbudt at deltage i det populære TV 2-program. 

Desuden er det en barndomsdrøm, da Mascha voksede op på landet - langt væk fra muligheder for danseundervisning. Derfor terpede hun i stedet dansevideoer.

"Jeg glæder mig helt vanvittigt til at skulle være med i Vild med dans. Især glæder jeg mig til de flotte kjoler og hele showet, men bestemt også til at lære at danse, sådan rigtigt, og ikke bare på bordene," lyder det fra Mascha til TV 2. 

Selvom der endnu er et stykke tid til konkurrencen går i gang, så er Mascha allerede i fuld sving med at forberede sig. Hun styrker sin krop, så den er klar til den hårde dansetræning - det er dog ikke den fysiske træning der bekymrer hende mest. Hun frygter nemlig at glemme trinnene. 

Hvordan det går Mascha Vang i Vild med dans, må vi vente på at finde ud af. 

Mascha Vang er den første af de i alt 12 ny-dansere i dette års sæson, som TV 2 har offentliggjort.

Vild med dans har premiere den 10. september klokken 20.00 på TV 2 og Tv 2 Play. 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anbefalet til dig