For få dage siden delte skuespiller Esben Dalgaard, der bl.a. er kendt for 'Tinka', 'Bedrag' og 'Hånd i hånd', en meget sørgelig nyhed.
Her afslørede han nemlig, at den modermærkekræft, han tidligere har været ramt af, men også har overvundet, er vendt tilbage og har spredt sig. I samme ombæring afslørede han, at han i øjeblikket går til immunterapi.
Den kendte 'Vild med dans'-stjerne Mille Funk er blevet hårdt ramt af nyheden om, at hendes gode ven og tidligere dansepartner igen er ramt af kræft.
Esben Dalgaard og Mille Funk lærte hinanden at kende, da de dansede sammen i 'Vild med dans' i 2018. Siden da har de haft et tæt bånd og har udviklet et venskab, skriver Ekstra Bladet.
"Jeg er selvfølgelig mega berørt over det. Jeg har vidst det i noget tid. Esben var så sød at fortælle mig det inden sommerferien. Så jeg har fået det at vide af Esben selv, og det er jeg rigtig, rigtig glad for, at han trods alt ville," siger Mille Funk til Ekstra Bladet.
Til trods for, at det var skuespilleren selv, der overbragte hende nyheden, var den ikke mindre hård at modtage af den grund. Overfor Ekstra Bladet fortæller hun, at hun tudede, da hun fik forklaret, at kræften var vendt tilbage.
"Vi er jo blevet rigtig, rigtig tætte efter 'Vild med dans'. Jeg tudede bare, da jeg fik den besked. Jeg synes, det er helt forfærdeligt og så uretfærdigt, at noget så frygteligt skal ramme ham - og så endda to gange," fortæller hun.
Mille Funk er ikke i tvivl om, at det er en meget alvorlig sygdom, som Esben Dalgaard er blevet ramt af, men alligevel forsøger hun at bevare optimismen. Derfor er hun også, at hans fantastiske sind 'nok skal få ham igennem det'.