Tilbage i 2015 fik Karina Frimodt sig en slem overraskelse. Under den såkaldte 'Knæk Cancer'-uge bemærkede hun, at hun havde fået en knude i sit højre bryst.
En efterfølgende undersøgelse viste, at der var kræft i knuden. Derfor måtte den kendte danser på operationsbordet samme år.
I 2016 blev hun igen opereret, og siden da har hun været forbi lægen til et årligt kræfttjek. Det er naturligvis noget, der hvert år er forbundet med stor nervøsitet og frygt. Og sådan gælder det også i år, hvor hun netop har fået svar på sit kræfttjek.
Heldigvis kan den 44-årige professionelle danser glæde sig over, at hun er gået fri. Hun har fået svar på sin undersøgelse, hvor det er blevet konstateret, at det hele ser 'fint ud'.
Det har 'Vild med dans'-stjernen selv afsløret i et opslag på det sociale medie Instagram.
Her afslører hun, at hun er hjemme igen, og at hun har kunnet ånde lettet op. Da resultaterne ser fine ud, kan hun nemlig tage den med ro. I hvert fald indtil næste år, hvor bekymringerne sandsynligvis vil melde sig igen.
"Hjemme igen og kan ånde lettet op. Alt så fint ud. Tak for alle jeres søde beskeder, i nogle ret så pressede minutter der føltes som timer," skriver Karina Frimodt i opslaget på sin Instagram-profil.
Ifølge SE og HØR opdagede den professionelle danser sin knude under 'Knæk Cancer'-ugen i 2015. Dengang havde hun travlt med træning og optagelser til 'Vild med dans'. Derfor fik hun ikke gjort noget ved det i første omgang, da hun slog det hen som en vandcyste.
Desværre viste det sig, at det ikke var tilfældet. Derimod var der tale om en noget mere alvorlig diagnose, da det viste sig, at hun havde brystkræft.
Det har betydet, at hun flere gange har været på operationsbordet. Blandt andet har hun fået udført en rekonstruktion af sit højre bryst. Ydermere har hun også været ramt af en alvorlig infektion som følge af kræftdiagnosen.
I dag kan Karina Frimodt heldigvis glæde sig over at være sund og rask. Det har hun nemlig fået papir på, at hun er.
Derfor kan hun også rette fokus mod denne sæson af 'Vild med dans', hvor hun skal danse med den tidligere fodboldspiller Kasper Fisker, hvilket hun afslørede for lidt over en uge siden.