Vild med dans: Tre par er favoritter til at vinde

10/09/2020

Sarah Steenfeldt

Den syttende sæson har premiere fredag den 2. oktober. Foto: Magnus Eckstrøm/TV 2
Inden længe blænder TV 2 op for den syttende sæson vild med dans. Danske Spil har allerede tre par som de mener vil være favoritterne til at vinde.

Mest læste i dag

”Tag godt imod Danmarks modigste dansere”. Sådan plejer Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller i kor at præsentere deltagerne i ’Vild med dans’.

Fredag den 2. oktober skal vi igen se 12 par dyste om at vinde dansekonkurrencen. Blandt dette års deltagere finder man blandt andre skuespillere, musikere, tv-værter, en influencer og en tidligere landsholdsspiller i håndbold.

De kommende uger skal de alle gennem timevis af hård træning sammen med deres dansepartnere, inden de hver fredag skal bevæge sig ud på dansegulvet foran tusindvis af tv-seere og et krævende dommerpanel for at vise, hvad de kan.

I Danske Spil forudser man, at det bliver et tæt løb - men alligevel vurderes især tre af parrene til at have de største vinderchancer. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse. 

”Vi har endnu ikke set de 12 par i aktion, så man skal være varsom med at udnævne favoritter. Men hvis jeg skal pege på, hvem der har de bedste chancer for at gå hele vejen, vil jeg nævne Nukâka Coster-Waldau og Silas Holst, der har vundet konkurrencen hele tre gange tidligere”, siger Mathias Reimer Larsen, oddssætter i Danske Spil, og fortsætter:

”Silas plejer at være en af tv-seernes yndlinge, og han er god til at få sine dansepartnere til at tage sig godt ud på dansegulvet. Det vil han uden tvivl også kunne gøre i år med Nukâka, der som skuespiller er vant til at stå foran et publikum, og derfor kan jeg sagtens se for mig, at parret kan vinde en finale”.

Hvis Nukâka Coster-Waldau og Silas Holst vinder ‘Vild med dans’, får man sine penge 4,50 gange igen.

Dj og influencer er outsidere – håndboldspiller og dansktop-stjerne spås ikke mange chancer

Hos Danske Spil vurderer man også, at 31-årige Morten Olsen, der som dj går under kunstnernavnet ’Faustix’, og den 22-årige Asta Björk er blandt favoritterne:

”Som dj og musikproducer er Morten vant til at holde takten, og selvom Asta kun har været med tre gange før, har hun allerede deltaget i to finaler, og hun har til og med vundet konkurrencen. Den bedrift kan Asta gentage i år”, siger Mathias Reimer Larsen, der har odds 6,00 på, at parret vinder ’Vild med dans’.

Det tredje og sidste favoritpar er ifølge Danske Spil Emili Sindlev og Mads Vad, der har deltaget i hele 13 sæsoner af ’Vild med dans’, hvor det bl.a. er blevet til to førstepladser og to andenpladser. Ved sin side har han i år den 24-årige influencer Emili Sindlev, som måske nok er forholdsvis ukendt i den brede offentlighed, men er et kendt ansigt på Instagram.

Danske Spil har odds 6,00 på, at Emili Sindlev og Mads Vad kan kalde sig vindere af ’Vild med dans’, når den 17. sæson er danset færdig senere på året.

Skulle det derimod blive den tidligere håndboldlandsholdsspiller Lars Krogh Jeppesen, der danner par med Malene Østergaard, eller Hilda Heick, som danser med Michael Olesen, vil det være en gedigen overraskelse. Begge giver pengene hele 20,00 gange igen.

 

Anbefalet til dig