Selvom det var en tysker, der løb med førstepræmiepuljen ved tirsdagens trækning i Eurojackpot, sidder der sandsynligvis også en dansker og niver sig selv i armen over sin kæmpestore gevinst.
Hele 16.938.435 skattefrie kroner kan den heldige vinder nemlig se rulle ind på kontoen.
Vinderen, som har spillet med via sin app, er fra København og kan altså varme sig på sin nye titel som mangemillionær, nu hvor sommerferien er slut – eller forlænge sin ferie. Meget længe.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
”Det er en fornøjelse at dele gevinster ud til glade danskere, og vi bliver i Danske Spil glade hver eneste gang, der bliver vundet en gevinst i vores lotterier. Også selvom det sker hver evig eneste uge. Når man vinder et stort beløb hos os, står vores særlige rådgivere klar til at sikre, at man får en god start på det nye kapitel i tilværelsen som millionær – eller mangemillionær,” siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil.
Danske Spil har endnu ikke været i kontakt med den nyslåede, danske Eurojackpot millionær, men vi ønsker et stort tillykke.
Vindertal tirsdag uge 33:
12, 21, 23, 26, 41
Stjernetal tirsdag uge 33:
5, 6
Om Eurojackpot
Eurojackpot er det store, europæiske lotteri, hvor deltagere fra 17 lande udover Danmark siden 2012 har kunnet drømme om at vinde de allerstørste præmier. Der er trækninger hver tirsdag og fredag, og puljen varierer fra minimum 63 millioner kroner til maksimum 750 millioner kroner.
Den højeste, danske gevinst blev vundet i sommeren 2022, hvor en Eurojackpot-kupon købt i Meny i Blåvand således gjorde en heldig dansker 750 millioner kroner rigere.