Vildt resultat: Norlys leverer milliardoverskud

21/04/2023

Ida Hansson

Foto: Norlys
Norlys kom ud af 2022 med et resultat før skat på 4,2 milliarder kroner.

Mest læste i dag

Året 2022 var præget af mange store begivenheder i energisektoren og hele verden. De rekordhøje energipriser satte kunderne under pres, og det skabte også udfordringer for Norlys’ kundevendte forretning. Samtidig var krisen bagtæppe for vækstmuligheder i andre dele af Norlys-koncernen, så energi- og telekoncernen samlet kom ud af 2022 med et stort overskud.

- Det har været et dilemmafyldt år. Vi er selvfølgelig glade for at levere et stærkt resultat og de muligheder, det skaber for at udvikle koncernen til fordel for andelshavere, kunder og samfundet generelt. Men vi er også ydmyge over for den krise, som har haft store omkostninger for vores kunder, siger Niels Duedahl, der er administrerende direktør i Norlys.

Norlys havde i 2022 en nettoomsætning på 22 milliarder kroner, og leverede et overskud på 4,2 milliarder kroner før skat. Hertil kommer samlede rabatter til Norlys-andelshaverne på cirka 650 millioner kroner, som er fratrukket resultatet. Indtægterne fra frasalget af 35 procent af koncernens fibernet-division til et fransk/hollandsk investorkonsortium føres regnskabsmæssigt via Norlys’ egenkapital.

- Resultatet viser den styrke, det giver, at vi er til stede i hele den grønne værdikæde fra energiproduktion i den ene ende til slutkundesalg i den anden. Der er forretningsenheder, hvor vi har tjent penge og enheder, hvor vi har tabt penge, men fordi vi er til stede i hele kæden, står vi stærkt som samlet koncern, siger Niels Duedahl i en pressemeddelelse.

Ekstraordinært år i Norlys Energy Trading

Overskuddet i Norlys kommer primært fra de delejede selskaber Norlys Energy Trading og Eurowind Energy, der udvikler, ejer og driver vindmølle- og solcelleparker.

- Det er vigtigt at understrege, at Norlys’ overskud ikke er tjent i den del af forretningen, der sælger energi til vores kunder. Her har vores vigtigste fokus været at hjælpe de mange kunder, som kom i klemme i energikrisen, og det medvirkede til, at slutkundesalget genererede et underskud før skat på tæt ved 200 millioner kroner i 2022, siger Niels Duedahl.

Som mange andre energihandlere havde Norlys Energy Trading en ekstraordinær indtjening i 2022. Mere end 95 procent af værdiskabelsen i Norlys Energy Trading er sket i udlandet. Her er det transportkapacitet på el og gas, der især har bidraget til den ekstraordinære indtjening.

Rekordstore investeringer

For Norlys blev 2022 også et rekordår investeringsmæssigt. Koncernen har i løbet af året investeret mere end tre milliarder kroner først og fremmest i fiberudrulning, reinvesteringer og udbygning af elnettet og etablering af ladeinfrastruktur. Hertil kommer virksomhedsopkøb for over 800 millioner kroner.

- Også i 2023 vil en meget stor del af overskuddet blive geninvesteret i at muliggøre den grønne omstilling, herunder behovet for mange flere elbiler. Sideløbende fortsætter vi investeringen i Danmarks største fibernet, og så skal en del af overskuddet meget gerne direkte tilbage til andelshaverne, siger Jens Erik Platz, der er bestyrelsesformand i Norlys.

Norlys har de tre foregående år givet næsten 1,5 milliarder kroner i rabatter til koncernens andelshavere, og Norlys er i øjeblikket ved at undersøge en model for rabatter for 2023.

Norlys-koncernen betalte 935 millioner kroner i skat i 2022.


Anbefalet til dig